I skovens dybe stille ro????

Jeg bor jo i et meget naturskønt område, lige på grænsen til Nuuksio National Park. Med skove, søer og stier i overflod - lige for enden af haven. Meget priviligeret og heldigt for en løber.
Nuxio er en ægte vildmark og ligger ca 30 min. kørsel fra Helsinki, selv om der er stier kan man sagtens gå vild, der er meget fin afmærkning og skiltning - men alligevel skal man være lidt opmærksom. Hvis man fortsætter bare lige ud, vil jeg tro man lander i Lapland uden at støde på meget andet end en landsby her og der. Hvis jeg løber til Solvalla er der ca. 14 km i et meget meget kuperet terræn, som dog er så smukt og specielt at jeg overvinder mit bakke-had.... Man kan også blive kørt dertil af Konsulen og så løbe hjem. Ellers kan man parkere bilen på forskellige parkeringspladser og tage en tur endnu mere nordpå (eller vest eller øst).

Det er fantastisk at have de løbemuligheder jeg har når man er en så stor natur og skovelsker som jeg. Kun om vinteren har jeg være tvunget ud på landevejene til min store fortrydelse - denne vinter har jeg dog løbet på langrendsløjperne når vejret har været så koldt at de er hårde nok. Og på løjpen rundt på isen om vores store Bodum Sø der ligger 1,5 km hjemmefra.

Jeg har altid løbet frit og frejdigt uden et gram nervøsitet for at strejfe rundt i undergrunden og på de mest isolerede steder i skovene.

Indtil for et par uger siden.

Først var der den dag hvor jeg var på vej ind i skoven mod Sorlampi.

Mit absolutte yndlingssted i skoven.
Jeg mødte en mand på cykel, han talte til mig på finsk men da jeg meddelte ham at det forstod jeg ikke, sagde han på engelsk at der var en nøgen mand der fes rundt i skoven et par km længere inde (han sagde godt nok "nuked man" der ellers betyder atomsprængt på slang, men meningen var jo god nok). Så var lysten til at løbe derind ligesom gået lidt fløjten og jeg tog en anden rute med flere mennesker. Om det var rigtigt eller ej ved jeg ikke, men det tog et uges tid før jeg følte mig godt tilpas ved at løbe i skoven.

For ca. 3 uger siden var der så en nyhed i avisen som en facebog bekendt var så "venlig" at gøre mig opmærksom på. I gåseøjne, for hvis hun ikke havde oversat det havde jeg ikke vidst det og ville være fortsat med at fornøje mig derude. Formodentlig uden problemer.

Men nu ved jeg det altså.
At der ved Solvalla var blevet kidnappet en joggende kvinde, hun var blevet tvunget ind i en bil og kørt ad helvede til. Det var lykkedes hende at komme ud af bilen på en motorvej på vej mod øst - temmelig langt væk fra Solvalla. Der var også noget med at hun var truet med en pistol, men det kan have været chokket der fik hende til at tro det - det er ikke bekræftet. Og som sådanne nyheder har det med at udvikle sig, får man kun få detaljer samt at vide at politiet ikke har fanget bæstet. Og jeg kan jo ikke følge med i de finske nyheder og det er såmænd heller ikke sikkert at der har været noget nyt om det. Derfor har det ikke været muligt at få at vide hvad der siden skete.

Så tæt på. Hvis det var sket 100 km væk havde jeg jo ikke løftet et øjenbryn. Men når det nærmest sker i baghaven, bliver jeg altså lidt urolig. Selv om det formodentlig er et engangs fænomen og et spørgsmål om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, sætter det mig alligevel en skræk i livet. Det skete på en almindelig tirsdag, i weekenden er der masser af folk ude at vandre og megen trafik så da kunne jeg ikke forstille mig at nogen har frækheden til den slags.

Jeg indrømmer at jeg ikke føler mig helt tryg i skoven mere. Og tanken om at løbe til Solvalla og hjem igen er lagt lidt på hylden. Selv om det er en af de ture jeg rigtig gerne vi løbe før vi rejser. Inkluderet alle bakkerne - dem tager jeg med godt humør og glæder mig over at jeg ikke skal tage dem nedad med ski på (det er simplethen som alpint skiløb med langrendsski på.....). Utrygheden føles også tættere på hjemmet, hele situationen med at færdes i skoven og møde andre mennesker har fået en anden klang.

Og jeg er i et dilemma. For jeg vil f...... ikke undertrykkes og forhindres i at nyde mit løb pga. åndssvage mandfolk der ikke kan administrere deres forskellige kropsdele!
På den anden side ønsker jeg heller ikke at udfordre skæbnen og lave dumdristige stunts.
For jeg ved jo ikke om jeg kan løbe fra sådan en person - hvis det skulle blive nødvendigt, forståes....

                                              Sådan nogen steder gider man jo godt løbe

                                                                   På sådan nogen stier

                                                       Og med den slags ting at se på

Selv om man skal op af den slags bakker - det er lidt tåget men ellers er billedet så lille...



 

Måske skal jeg overveje at løbe i Luuk i stedet for, der er nærmest lige så smukt og vildsomt. Med flere mennesker og derved en tryggere fornemmelse. Ikke helt så lange ruter, men de der, er kan jo løbes flere gange.

Og bakkerne? Lige så stejle, lange og mange.....



                                                     Den udsigt kan også bruges!

 

 

Santa Claus Marathon i Rovaniemi Lapland

Tak for pæne ord og opfordring til at tage pokalen til mig med glæde. Det er også gjort!

Konsulen og jeg ankom med fly til Rovaniemi fredag tidligt på eftermiddagen - 1½ times flyvning inden for landets grænser. Siger lidt om hvor stor Finland egentlig er.
Det hotel vi havde bestilt var også det officielle Race Office etc så det var jo nemt at få sig registeret til løbet. Allerede der forstod jeg at det er et lille løb, jeg tror der var 127 deltagere fordelt på alle grupperne og ingen tidschip.
Vejret var ikke særlig muntert med både regn og vind, og Rovaniemi er i forvejen ikke er særlig ophidsende. Byen blev helt sønderbombet under anden verdenskrig da den er Laplands hovedstad og derfor er al bebyggelse nyere og beton-blog-agtigt for en stor del. Normalt er der gamle bydele med træhuse og andre hyggelige ting i Finske provinsbyer, men ikke her. Til gengæld er naturen helt fantastisk og der er andre attraktioner som Arcticum museet feks.

Vi havde ikke fået frokost så sidst på eftermiddagen ved 16-tiden fandt vi en mexicansk restaurant hvor jeg inhalerede en burritos for første gang i mit liv. Nok også sidste, det var ikke særlig spændende - men den mættede så godt at jeg ikke kunne spise noget om aftenen. Ikke så klogt et træk aftenen før et marathon.
Aftenen gik med at se "Hangover 3" - udemærket måde at få tankerne i andre baner og så i seng i ordentlig tid. Konsulen tjekkede nogen af byen pubber og studerede den finske drikkekultur......

Lørdag morgen var vejret lidt bedre og formiddagen gik med at sløve lidt for jeg ville ikke bruge benene for meget i løbet af dagen. Kl 13 var der pasta-party og get-together. Lyder flot.
I praksis blev der serveret en portion pasta i en restaurant med mørke trævægge og møbler - gav sådan en slags førkrigstids fornemmelse af depression mens regnen igen dryppede trøstesløst udenfor. Man kunne komme inden for et par timer så antallet af løbere var ikke stort, de der var sad og øjnede hinanden diskret mens de vurderede om det var potentielle konkurrenter eller ej.
Eller rettere jeg sad og sendte onde blikke......

Der var fælles bustransport til Santa Claus Village kl 16:30 og allerede der blev fårene skilt fra bukkene, for her kom vi i løbetøj og med start numre. Røde for marathon, grønne for halv og gule for nordic walking. Så kunne vi bedre tillade os at smile lidt til hinanden når vi nu kunne se hvem der var hvad. Og faktisk føle lidt solidaritet med de andre marathonløbere.

Konsulen havde lånt en cykel af en af vores venner i Rovaniemi så han vill komme senere. Det gjorde han sandelig også da han var cyklet den forkerte retning først. Så han fik sig en fin dag med 55 km cykeltur......
Men han ville følge med mig på cykel og udlevere forplejning osv. efter mine ordrer. Det var meningen at jeg ville have saltagurk og nutellamad før hvert depot for at kunne drikke vand der og ikke skulle have Gatorade. I praksis fungerede det ikke specielt godt, men ideen var god nok.

Da jeg løb i Tallinn - og nej, jeg fik aldrig skrevet om det løb hvor jeg ellers følte mig helt fantastisk indtil 35 km. Men da gik min mave nemlig i fuldstændig selvsving efter sportdrik og frugtmos, hvis jeg ikke langt om længe var kommet til et port-a-loo var det gået helt galt. Rigtig rigtig galt. Pinligt galt. Tilbragte mange lange minutter indenfor og I skal nok slippe for detaljer. Siger bare Racermave.
Så jeg skulle ikke nyde noget af nogen sportsdrik, men ville holde mig til vand. Jeg var virkelig nervøs for en lignende oplevelse!

I Julelandsbyen blev vi sluppet ud til høj julemusik og da solen i dette øjeblik valgte at bryde frem, virkede det lidt grotesk. Alt er helt opkørt i juleri selv om det er juni måned, Jinglebells, nisser, gaver - you name it.
På starttidpunktet kl. 18:00 kom Julemanden ud fra sit kontor og skød løbet i gang under stor festivitas og undrende blikke fra turisterne.

Jeg lagde ud i konservativt tempo og prøvede at koncentrere mig om at løbe mit løb - svært når de andre fiser af sted og det mærker man særligt når der ikke er så mange deltagere. De første 5 km går ned af bakke mere eller mindre og derfor løb jeg hurtigere end jeg ellers ville gøre så tidligt i løbet. Der var lavet en lille ændring i ruten så vi løb igennem det der hedder Santa Park - en underjordisk tunnel igen med hele juleriet om ørerne. Der forlod mit løbeur sin sattelit, heldigvis var der ikke noget problem da vi kom ud i dagslyset igen. Dog har jeg i følge mit ur løbet næsten 43 km.

I tunnellen fik jeg has på et par andre løbere og udenfor igen indhentede jeg en stakkesl tysker der løb et halvt men allerede var nede at gå (ca 7 km inde i løbet). Jeg fik ham med mig lidt og vi småsnakkede, men så ville han ikke med mere. Omkring de 15 km overhalede jeg igen nogen stykker og slog følge med et par fra Brussel et par kilometer. Derefter efterlod jeg dem da de løbe lidt for langsomt alligevel.
Indtil nu var vi løbet gennem noget natur, lidt villakvarter og noget meget dødssygt industri område. Med lange kedelige uddøde brede veje som absolut ikke var inspirerende.
Omkring 20 km var vi igennem byen i en runde og over en fin jernbanebro. Der blev jeg til min store fortrydelse overhalet af en  lille sej japaner som forsvandt forude. Og derefter gik det ud af ensomme landeveje uden et øje i syne, jeg er vant til at løbe alene men jeg vil nok sige at det her var virkelig Palle alene i verden. Ruten gik igen gennem villakvarterer, natur, lange øde strækninger også langs floderne som normalt ville være meget smukke, lige på det tidspunkt var jeg ret ligeglad.
Derfra var det en kamp. Røvsygt, træt, ensomt.
Konsulen kom jo jævnligt forbi og muntrede mig op - og gav mig en skideballe når han mente det var nødvendigt. Han er altid bange for at jeg skal give op, mærkeligt at han ikke har lært at uanset hvor hæsligt det kan være, gennemfører jeg med mindre jeg besvimer.

På vej ud af det sidste stykke hvor man løber ud og vender omkring de 33-34 km begyndte jeg at møde de andre på vej tilbage. De var somsædvanlige søde med at hilse, men det stykke var specielt endeløst. Forestil jer Næstved landevej eller sådan noget. Ikke pga. trafik - det var lørdag aften på landet. Bare lige ud.....
Nå ud og vende og så det seje træk tilbage og ind mod byen. Jeg gik lidt til Konsulens store fortrydelse, men på det tidspunkt var jeg ret ligeglad og skruede bare op for musikken så jeg ikke kunne høre ham (jeg er bange for at jeg måske også kom til at lave et par "afvisende håndbevægelser" af ham når han vendte ryggen til......).

Ved indløbet til Rovaniemi fik jeg min lille japaner i kikkerten. Han stavrede af sted og kunne ikke rigtig finde ud af ruten et entkelt sted, men var stadig sej. Jeg kunne ikke få indhentet ham, min vilje til at kæmpe kunne indrømmet også ligge på et meget lille sted. Alligevel gnavede det i mig for at nå ham.
Han forsvandt over den sidste bro og om et hjørne, jeg tog mig sammen og løb ind i byen mod mål. Og sandelig om jeg ikke øjner et stk. japaner da jeg drejede af fra floden og skulle løbe op - ja forbandet stejlt op som en sidste gestus fra arrangørerne - ad hovedgaden til mål. Han begik den fatale fejl at gå op ad bakken, jeg tog den i løb for nu var der for første gang på hele ruten lidt publikum (lidt, sagde hun) og vi var jo ved at være der. Derfor nåede jeg ham på toppen af bakken og satte så i sprint (det troede jeg ikke jeg havde i mig) så jeg kom i mål før ham. Totalt ligegyldigt for resultatet, men for mig var det en vigtig sejr. Noget med at kunne sprinte det sidste stykke og prøve at overhale nogen lige inden mål og den slags tosserier.

Lykkelig for at have gennemført igen, men lidt udmattet. Det gik nu hurtigt over og nu galdt det bare om at komme til hotellet for at bade og skifte tøj før præmieoverrækkelse. Den har jeg aldrig før overværet, jeg kommer jo altid i mål så sent at den er overstået fordi de første er så hurtige og de kan jo ikke stå og vente til store løb med tusinder af deltagere.
Her i Rovaniemi var programmet at løbet begyndte kl 18 og præmier kl 24:00 under midnatssolen. Den var så lige dækket under skyer, men helt lyst var det.
Det viste sig så at der var alle de her pokaler og jeg fik så oplevelsen at komme på et podie - selv om det i virkeligheden var en stenbænk omkring et monument. Men alligevel.

Kl. var så efterhånden 24:30 og med en pokal under armen vandrede vi ind på an af de meget muntre pubs - en irsk tror jeg nok - hvor vi fik nogen øller og peanuts til kl 03:15. Så det kan man godt kalde en lang dag på kontoret.

Lidt efter rationalisering:

Tiden - ikke vildt imponerende men realistisk i følge træning når det kommer til stykket. Jeg løb ret halvhjertet over vinteren, har ikke trænet intervaller og kun de naturlige bakker (dem er der tilgengæld også rigtig mange af). Ikke nok langture og ikke været sej nok på dem. Det er meget godt at jeg har ambitioner / tanker om at være hurtigere, men mængden og kvaliteten af træning har været præget af humør og af familieforpligtigelser. Det må jeg så acceptere og tænke over for at planlægge i fremtiden.

Ruten - Selv om der så flot på websitet står at de første km går nedad, opdager man så selv hvor meget det bagefter går op igen. Nu ved jeg helt præcist hvad "rolling hills" er for nogen. Små uskyldige stigninger (nogen lidt mere end andre), bare i store mængder. Mit ur siger 627 højdemeter, det er faktisk ganske meget. Feks. var Helsinki Marathon med alle broerne og bakkerne 352 m og Tallinn 145 m. Så jeg forstår godt hvorfor mine ben blev trætte. Derudover var det en typisk finsk marathon rute når man ikke løber inde i en større by. Lange utrøstelige strækninger der virker uden ende og som er mentalt udmattende. Hvor jeg har svært ved at bedømme tempo fordi det virker som om jeg ikke bevæger mig fremad - der er intet der forandrer sig på siderne af mig og intet der venter forude bortset fra en horisont. Jeg fungerer dårligere på den slags ruter. Jeg var godt klar over at jeg ville komme til at løbe meget alene, men havde nok foretillet mig lidt mere menneskeligt nærvær. Bortset fra de nævnte steder hvor jeg mødte og overhalede andre, løb jeg helt alene. Der var heller ikke nogen form for publikum andet end på de sidste par hundrede meter før mål da vi var kommet ind i byen. Og for en stor del var det fulde finner der ærlig talt var ret ligeglade med nogen tossede løbere kl midt om natten. Det var meget lærerigt og heldigvis havde jeg i det mindste Konsulen som selskab ind i mellem. Han kørte i forvejen og opmuntrede alle mulige af løberne til deres store fornøjelse.
Jeg mener ikke disse ting som en klage, men simpelthen som en oplevelse jeg skal lære af.

Energi - ak ja, ak ja, ak ja. Mon kroppen kan lære det? Mon jeg kan begynde at træne det smartere? Som basis kom solen i fuld styrke ½ time før start. Det var dejligt ikke at skulle løbe i regnvejr! Til gengæld var der langt mellem depoterne, specielt i begyndelsen. Senere blev det bedre, men jeg syntes stadig at der var færre og længere i mellem end jeg kunne ønske. På den anden side så bruger frivillige altså deres lørdag aften på at stå i myggesværmene og vente på en løber en gang i mellem - det er jeg alligevel taknemmelig for at de gad. Jeg følte mig udtørret og at jeg manglede væske efter 7 km. Konsulen var glad hjulet derudaf så jeg ikk kunne få fat i nødforsyninger. Det gav mig sidesting nogen km som heldigvis gik i sig selv igen. Men solen bankede i hovedet på de lange åbne strækninge uden skygge. Jeg prøvede at få spist i begyndelsen også, men i sidste ende er fakta at jeg indtog vand, et par stykker saltagurk og en bid nutella mad, et stykke appelsin og lidt banan før ca. 15 km og resten af løbet indtog kun vand. Det er for lidt og det er ikke første gang med lignende resultat - nær bonking. Da jeg løb i Tallinn havde jeg lagt energi i hvert depot: Ribena og frugtmos. Det tog jeg slavisk i hvert eneste depot indtil omkring 30 km og havde fin energi - blev dog så slået ud af maven. Om det var en reaktion på sukkeret eller en kombination af sukkeret og hurtigere tempo en jeg plejer ved jeg ikke, men jeg havde et meget større overskud og fik også en meget bedre sluttid. Da jeg i sin tid var rimelig ny inden for løb, spurgte jeg på et løbeforum om hvornår man skulle tage energi med på langture. Der kom flere (lidt hånlige) svar om at man absolut ikke skulle have noget med under 20 km eller mere - egentlig fik jeg indtrykket af at det var lidt forbryderisk, latterligt og slattent at tro man havde brug for noget som helst hvis man ikke var ultraløber. Det tog jeg desværre til mig og har derfor aldrig rigtig investeret i at lære hvad jeg personligt har brug for, hvornår og hvor meget. Samtidig føler jeg det også forkert at proppe sig mens man løber, specielt slik virker helt tosset. I stedet for at føle mig godt tilpas efter en løbetur, føler jeg mig fyldt og tung. Det er svært at finde noget konkret information, det er så individuelt at alle steder opfordres man til at prøve sig frem. Jeg ville helst holde en kort pause med noget ordentlig mad....

Mentalt - syntes ikke jeg begyndte med stort mentalt overskud, sådan som jeg gjorde i Tallinn. På en eller anden måde blev jeg i tvivl om fornuften i at deltage i et lille løb hvor jeg ikke kan gemme mig bag mange andre, blev nok lidt skræmt over at være én ud af ikke så mange kvindelige marathonløbere. En fornemmelse af at blive kigget på - på en positiv måde, men nysgerrigt og lidt benovet stirren. Det er jeg ikke vant til og har ikke så meget selvtillid som løber til bare at lade det gå hen over hovedet på mig. Ensomheden gik mig mere på end jeg havde regnet med, ensformigheden og de endeløse strækninger gav bagslag mentalt. Jeg havde absolut mange og lange øjeblikke med tanker om hvorfor i alverden jeg dog løber de løb, at jeg aldrig mere deltager i et marathon, hvorfor jeg overhovedet løber, hvorfor jeg ikke kan bare kan finde en anden hobby. Viljen til at kæmpe forvandt også og jeg var ret bedøvende ligeglad med in placeriing eller sluttid. Musik hjalp ikke ret meget, jeg træner aldrig med musik fordi jeg hellere vil nyde naturen og dens lyde - nu var musikken bare en måde at prøve at få tankerne i andre retninger. Igen vil jeg mene at manglende træning / forkert træning / for lidt selvpineri under træning er hovedårsagen til underskuddet, og det kan jo kun jeg selv lave om på. Jeg har ikke haft nok lyst og den rigtige indstilling til at slide og lide under træning og så må jeg også være klar over at jeg kommer til at betale prisen.

Konklusion?

Alligevel så glad for at jeg løb! Så tilfreds med at gennemføre! Så tilfreds med at have fået noget at arbejde med og udvikle!

Og jeg gøre det sgu igen!!!

Skal nok prøve at vriste billeder ud af Konsulen snarest.

Og så ved man ikke om man overhovedet har fortjent den pokal....

Sidder her med lidt ømme ben, en million myggestik og en pokal for en anden plads i et marathon for min aldersgruppe.

Og nu er jeg så den slags person der ikke bare kan skrive en masse om hastigheder eller distancer jeg ikke har udført i det virkelige liv. Spark mig bare, men hvis man skriver om noget som andre måske tager til efterretning, så må man ikke snyde. Syntes jeg.

Men når nu det var et mindre løb med 127 løbere fordelt på marathon, halvmarathon og 12 km  nordisk walking inddelt i alle aldersgrupper som til store løb, og der var pokal præmier til de første tre i hver aldersgruppe - så kunne jeg jo næsten ikke undgå at få den pokal og en anden plads.

Alligevel sidder jeg med en underlig fornemmelse og er ikke sikker på at jeg har fortjent den. Og er også lidt stolt over den. Har jo aldrig fået sådan en fætter før i mit liv.
For at løbe et marathon på 4:45.

Er jeg tilfreds med den tid? Både og. Jeg er altid tilfreds med at have gennemført et marathon. Det syntes jeg egentlig at man skal være når man er en som mig. Man kan have ambitioner, men man skal også vide om man har en træning at have dem i. Det kommer vi tilbage til. Har samtidig et indre pres for at skulle gøre det bedre, for jeg kan jo godt se at der er andre på min alder der kan løbe meget hurtigere - og så "burde" jeg også kunne.

Tror alligevel at jeg til sidst beslutter at nyde pokalen og hele oplevelsen og bruge den som en motivations faktor. For der bliver sikkert langt mellem snapsene....

Og nu hvor vi har fået tiden på plads og publikum er færdig med at græmme sig over den, kan vi gå over til at snakke om løbsoplevelsen og løbet generelt.

Der kommer en mere detaljeret beskrivelse af løbet når jeg lige er blevet færdig med at fejre ægte Finsk Midsommer i gode venners sommerhus i aften og har sendt min søn til USA på Stanford University i morgen.....

Julestemning ved Midsommertide

Jeg blev spurgt hvilket løbe jeg skal løbe i næste weekend.

Det er Santa Claus Marathon i Rovaniemi Lapland som har starttidspunkt i Julemandens Landsby kl. 18:00 med afluttende prisoverrækkelse kl 24:00 under midnatssolen. Et løbe jeg har drømt om at løbe fordi jeg syntes
det vil være helt specielt at løbe så højt mod nord.

Julemanden ringer løbet i gang og man løber over Polarcirklen ved start.

Så der er lagt op til en del gimmicks, feks. pasta-get together party kl 14 ved flodbredden.
Det skal nok blive underholdende.

Det er ikke et af de store løb, der plejer vel at være nogen hundrede løbere - der er både halv marathon kl 20 og Nordic Walking 12 km.

Jeg er jo heldigvis vant til at træne i ophøjet ensomhed, så det vil ikke genere mig at komme til at løbe alene en del af vejen.
Foreløbig er der ikke en startlist - og det tror jeg heller ikke at der plejer at være påderes site - så jeg aner ikke hvor mange eller hvem der deltager i år. Fra de andre års resultatlister kan jeg se at slut tiderne varierer meget.

Nu er det tiden for lidt nedtrapning og mental forberedelse.....

Så for fremtiden holder jeg mit til salt-agurker

Det var hyggeligt at der stadig er læsere tilstede - tak for at I holdt ud!!
Det blev jeg meget glad for at se!

Jeg hører til de løbere der sveder ret meget salt. Vi udskiller vel alle sammen salt i visse grader når vi sveder, jeg føler bare at jeg gør det bare ret meget mere end de fleste.
På den måde at ikke alene svider mine øjne som tusind nåle når sveden render ned og jeg smager som en mundfuld af det Døde Hav - jeg har også store salt aflejringer i ansigtet, på kroppen og ligner en zebra med mit hvidstribede løbetøj.

Kunne nok godt minde nogen om en genopstanden Lots hustru.

Det er egentlig lidt vigtigt at få de mistede elektrolytter tilbage, indtil nu har jeg dog ikke gjort noget som helst ved sagen. Bare svedt salt. Og følt mig så underlig tørstig efter specielt de lange ture, men ikke kunnet få nok ved bare at drikke vand - har haft et behov for noget at drikke et eller andet "med noget i".

Der er grænser hvor fikst det er at slukke den anderledes tørst i øller - selv om jeg har prøvet. Det var super dejligt og gav lige hvad jeg havde brug for. Oven i købet blev jeg også i vældig godt humør.

Sportsdrikke af forskellige slags er jeg ikke vild med. Jeg har et problem med søde sager i det hele taget og specielt når jeg løber (kvalme i fjerde grad lige med det samme) og så er der det med maven. Katastrofe, siger jeg bare. Tør slet ikke bevæge mig derud igen. Så jeg plejer at holde mig til vand. Og lidt banan. Alt for lidt af det der energi i det hele taget. Der er lidt at arbejde med, er begyndt at blive så forbandet sulten når jeg løber langt - som vel er et fremskridt i stedet for at få kvalme. Pizza er bare lidt besværlige at have i lommen.

Nå, jeg skulle ude på ugens anden langtur i søndags. 3 x en runde hvor jeg kunne komme forbi hjemmet og lige bruge toilet, drikke og spise, så slap jeg for at sløbe rundt på noget. Derudover giver det mig en mental booster ikke at være langt væk, så føles 30 km ikke helt så hårdt. På den anden side er det hårdt at løbe den samme rute igen og igen.Da jeg 6. gang kom forbi en gruppe pic-nic'ere gloede de ærlig talt lidt underligt på mig. Jeg træner i øjeblikket om aftenen fra ved 18-tiden for det er start tidspunktet for næste marathon, og det kan faktisk godt være lidt sejt at skulle ud i flere timer når de andre skal til at holde hyggeaften i 25 graders aftenvarme.....

Efter at have læst lidt forskellige steder (som jeg plejer) og rådført mig lidt (som jeg også plejer) drak jeg 1/3 appelsin juice + 3/4 danskvand hver ca. 3,5 km, spiste 1/2 banan i alt (ja ja ja, det er alt alt for lidt!) og så det kloge: Salt agurker. De to ting gav faktisk en anden følelse, og jeg følte mig bedre tilpas (at jeg så løb småbøvsende rundt på skovstierne er en anden ting). Det ville nok have været endnu bedre hvis jeg havde fået lidt flere kalorier indenbords, men det er anden sag. Jeg følte heller ikke den hysteriske tørst bagefter. Der er også altid salt-agurker i depoterne her i Finland under løb.
Så langt så godt.

For nu fik jeg årets mest geniale idé igår, mandag.
Lakrids. Masser af lakrids.
Det må jo været svaret på hvordan jeg bør sørge for et vist saltinhold i min mad som anbefales i forskellige artikler.
Min antipati for søde sager gælder nemlig ikke lakrids og Matadormix. Det kan jeg inhalere store mængder af på en gang. Det er adgangskort for besøg hos mig i udlandet - borset fra heroppe hvor det kan købes i lige så store mængder jeg måtte ønske. Et mægtig venligsindet land.

Er der noget Finnerne kan, så er det noget med lakrids. Alle vegne. Over det hele.
Så det var jo bare at investere i en ordentlig stang salmiak lakrids og gå i gang. Mums.
XXL størrelse. Intet mindre! Grundighed er en god ting...

I løbet af eftermiddagen følte jeg mig lidt oppustet. Bukselinnningen strammede mere og mere, syntes da ellers ikke at jeg burde have lagt mig ud på så kort tid. En sagte rumlen hørtes i det fjerne.

Hen under aften brød uvejret løs.

Uden alt for mange das-detaljer kan jeg bare sige at et større lakrids indtag har fatale følger. For de mennesker i ens omgangskreds der har brug for at trække vejret en gang i mellem. For tro mig, mere end en gang i mellem har de overhovedet ikke lyst til at prøve på det - og så er det kun fordi de efterhåndnen er cyanidblå i ansigtet efter forgæves at prøve at holde mund og næse lukkede så længe som muligt.

Må have efterladt et CO2 fodspor på niveau med en hel flottille Boing jets.
Bliver nok nødt til at gå hele vejen til Lapland om fjorten dage for at betale tilbage til naturen.

Så for mine medmenneskers skyld tror jeg hellere at jeg må holde mig til salt-agurker i fremtiden.

Selv om det kunne være fristende at bruge lakridsen som et hemmeligt våben der ville efterlade besvimede løbere i mit kølvand, er det nok ikke en acceptabel måde at vinde på......

Pip pip.....

Det var svært at komme herind.

Alle de spindelsvæv der skulle tørres væk.

Rejse et par borde og stole op der var væltede.

Lukke et vindue der stod og smækkede i vinden.

Låsen var jo nærmest rustet til.

Var nødt til at tænde lyset for at kunne se noget.

Men bloggen stod der såmænd trofast og ventede på at nogen skulle beskæftige sig lidt med den.

Nu tror jeg at jeg er ved at være parat til være den person igen.

Langsomt vil jeg begynde igen opdatere lidt om livet og løbet.

Begge dele fungerer faktisk. På hver sin måde.
Det ene med vindstyrke orkan, det andet roligt og stabilt med fremgang uge for uge.

Og der løbes marathon om to uger i Lapland.
Først skal der lige trappes ned efter en rekord træningsuge med 77,5 km.
Det er jeg ret stolt af - så mange km har jeg aldrig før proppet ind på en uge.
Vidste ikke at jeg kunne.

Sådan er der så mange små overraskelser. Hvis man husker at holde øje med dem.

Så nu tror jeg godt at jeg tør sige at vi ses igen lige straks.

Undskyld!

Jeg bliver nok lige nødt til at holde en pause her på bloggen.

Der vil være de kloge der spørger om det egentlig ikke er det jeg allerede gør? Og de ville få det kloge svar at jo, det kan vist ikke kaldes andet.

I virkeligheden ville det sikkert være super teraputisk at skrive herinde - men jeg kan simpelthen ikke få orden i hovedet og ro i kroppen til at gøre det. Tænker tit og ofte på emner til indlæg, tænker på hvor sundt at få gennemarbejdet tanker og hændelser.

Desværre føles det som om Fanden er løs i Laksegade de sidste måneder. Og jeg kan ikke få det stoppet. Hver gang en ting kommer i orden, kommer der nye ting der genskaber forvirringen. Og jeg kan ikke få sat fingeren på lige præcis hvad det er der sker.

Men det er ubehageligt.

Livet fortsætter sin vante gænge, vi er raske (bortset fra de almindelige vintersnotterier), vi har tonsvis af sne men også meget sol, vi skal nok få styr på det hele. Til sidst.

Og jeg løber.
Meget - når man tænker på at jeg træner på hamsterhjulet det meste af tiden. Langturene på 20 km udenfor. De bliver længere og længere hver gang. Så det er også godt nok - selv om jeg ærlig talt gerne ville have noget mere udendørstræning. Hvis det lige kunne holde op med at være minus 12-14 grader hele tiden.

Nu er jeg heldig at jeg har en del fri i den kommende uge - den jødiske påske falder sammen med den kristne og med en enkelt fridag på egen regning bliver der 8 dage uden arbejde. Det skal nok gøre godt i sjælen. Måske er det lige det jeg har brug for?

Sammen med en lille pause også fra følelsen af dårlig samvittighed over en tavs blog.
Selv om det er mig selv der skaber den fornemmelse - det ved jeg godt.....

Og nu snart med lidt mere varme på

På søndag rejser jeg med børnene til Israel.

Konsulen er allerede vel ankommet og føjter rundt for at ordne forskellige ting - det er jo sådan set formålet med at rejsen.

Vi skal op kl. meget midt om natten for at køre i lufthavnen kl 04:00 og flyve kl 06. Men med direkte fly. Et finsk rejsebureau har være så venlige at sørge for at have direkte fly i en periode, så vi slipper for lange ventetider i fremmede lufthavne.
Som feks. 8 timer i Budapest.

Fordelen ved det tidlige fly er at vi så også kommer frem tidligere og derfor har det meste af dagen til at lave ingenting før det går løs. Måske ligefrem nyde livet lidt. Falde lidt til ro.

Derefter er der dage med samtaler på skoler og rundvisninger. Audition for violinisten. Tests i militæret for sønnen. Møder. Familiebesøg. En uge i alt.

Og tid til noget løbetræning uden 3 lag tøj.
Kæft hvor jeg alligevel glæder mig til at løbe langs havet i t-shirt og måske også shorts? Bliver interessant at løbe i Israel - det har jeg faktisk aldrig gjort for alvor.

I går løb jeg bakketræning udendørs. Og det var lyst kl 16:45 da jeg løb ud af døren - var faktisk rimeligt lyst det meste af træningen.
I morges var der pludselig et helt kor af fuglesang.
Joh, der er håb forude - måske kommer foråret også til Helsinki selv om det plejer at lade vente på sig meget længere end i Danmark.

Hvad?
Har jeg ikke skrevet om jeg glæder mig til at rejse? Tjah. Næh. Det har jeg ikke nævnt.

Er jeg et utaknemmeligt skarn fordi jeg ikke jubler over en tur til varmere breddegrader og lidt sol midt om vinteren? Absolut. Totalt ufortjent.

Jeg tror det bliver bedre i det øjeblik jeg sidder i flyveren!

Så fik jeg lige det bekræftet

Der er ting man godt ved. Og som man (jeg) alligevel gør - selv om det er dømt til at være en dødssejler fra begyndelsen.

Så som at tro at jeg kan løbe en ordentlig træning når jeg er kommet i seng kl 01 natten inden fordi to børn skulle hentes fra en fest inde i Helsinki ved midnatstid.
Når jeg nu godt ved at jeg ikke kan præstere noget om helst seriøst hvis jeg ikke har sovet fra kl. ordentlig tid i seng.

Eller tro at jeg kan løbe langtur igen på løbebåndet.
Selv om jeg også godt ved at én svale ( = langtur på løbebånd) ikke gør nogen sommer.

For så som kirsebærret på flødeskummet have lavet en aftale om at løbe i selskab med nogen.

På trods af en kraftig fornemmelse af at jeg er en enspænder når det drejer sig om at løbe og vist egentlig helst vil gøre det i mit eget selskab - i hvertfald hvis alternativet er en speedsnakkende finne med en masse larm fra de andre fitnisser i baggrunden. For jeg var nødt til at koncentrere mig mere om at høre og forstå hvad hun sagde, end på mit løb og det program jeg havde sat mig for. Det kræver en del kadaver-diciplin at løbe langtur på bånd, uden for meget skæven til noget som helst der kan bryde den trance man er nødt til at vikle sig ind i.

Det kan godt være at det ville føles anderledes med selskab ude i naturen. Hvis jeg alligevel var indstillet på en hyggelig langtur uden andet formål end at få kilometer i benene. Det kunne jeg godt forestille mig.
Men jeg har aldrig prøvet det, så jeg ved det ikke.

Foreløbig kan jeg jo så konstatere at tingenes tilstand ikke har ændret sig. Og at lørdagens træning bedst kan beskrives som noget der er overstået med hiv og sving uden de store resultater.

Bloginfluenza?

Det er med angst og bæven jeg bevæger mig ind på bloggen.

Måske er den eksploderet eller helt forsvundet siden sidst?

Eller bare smeltet som en anden snemand og ligger splattet ud i en lille pyt?

Når jeg bevæger mig rundt i bloggerierne, ser jeg at der er flere der har det som jeg. Med lange pauser mellem indlæggene. Eller kortere indlæg. Klager over mangel på bloggelyst. Måske er der her tale om en spredning af smitsom bloginfluenza. Med tavshed og manglende inspiration som symptom.

Hibernation, som det hedder på engelsk - vintersøvn. At gå i hi.

Det er vist ikke en af de undskyldninger jeg kan bruge. Gid jeg kunne. Der er for meget fart på, kunne godt tænke mig lidt vintersøvn. Og så alligevel ikke, for jeg vil gerne nyde hver eneste dag i stedet for. Når nu de der dage heroppe i Finland er talte.

Har I forresten lige lagt mærke til at jeg ikke har brokket mig over vejret i år? Til dels fordi jeg ikke har skrevet på bloggen, i sagens forstand.
Men mere fordi jeg ved at jeg ved denne tid næste år, vil sidde og græde snot over varmen og savne en ordentlig vinter.

Årh for filan da, nu kommer vi tættere og tættere på hvorfor det er så svært at blogge i øjeblikket.

For hvis jeg nu skal skrive noget, så er jeg nødt til at forholde mig til noget. Forholde mig til følelser og tanker, til livet som det vil ændre sig om nogen måneder, til alt det jeg ikke har lyst til at tænke på.

Selv om jeg tænker hele tiden alligevel - der er jo en masse praktiske ting der skal ordnes. Men der er mange tanker man kan undgå at tænke helt til ende hvis man gør sig umage. Følelser man kan lade være med at lade komme op til overfladen. Forventinger kan blive ved med at være netop det og ikke glide over i skuffelser endnu. Bekymringer og tagen sorger på forskud kan holdes nede på et rimeligt niveau.

Jeg er blevet spurgt om hvordan det er at være dansker i Israel. Det kan jeg ikke svare på, jeg kan kun svare på hvordan det er at være mig i Israel. Og det er ikke helt sikkert at jeg kan svare særlig godt på det, det er jo så forskelligt fra person til person. Men jeg vil gerne skrive om det, for det vil vist være vældig sundt for mig at få gennemarbejdet nogen tanker. Og forholde mig til emnet.
For de grunde der var da jeg flyttede derned i 1988, er der ikke mere - bortset fra Konsulen. Og han er blevet den eneste grund til at jeg bor der. Men han er nu også den bedste grund til at gøre noget som helst!
Mærkeligt som man kan gå fra at ville et land til ikke at ville det......

Så imens jeg tager mig sammen til at tænke over tilværelsen i den nærmeste fremtid, kan jeg jo passende beskæftige mig med de gode ting i nutiden. For det er her jeg allerhelst vil være.

Vi har tonsvis af sne. Og det ser ikke ud som om vi slipper af med den sådan lige med det samme.
Jeg får også brugt den - som cross-træning.
4 løbetræninger og ca. 40-45 km om ugen er det blevet til i de sidste uger på trods af vejret. Løb feks. 18 km på løbebånd forrige weekend fordi det bare var for koldt og glat udenfor - men for det meste tager jeg en blanding af inde og ude. Og så bruger jeg altså skiene og langrend som cross-træning til det 5. træningspas (og nogen gange det 4. hvis vejret har drillet for meget). Bakketræning med et par ski på er ikke så dårligt, når det nu er den eneste måde det kan gøres udenfor. Op ad bakke forståes - selv om nedløbet heller ikke er kedeligt....

Den 17. februar tager vi en uge til Israel. Og nej, det er ikke noget jeg har særlig meget lyst til. Men det skal gøres. Der er skoler der skal kigges på og tales med, der er børn der skal til noget audition med deres violin, der er børn der skal til noget interview, der er børn der skal til deres første kontakt med militæret. Der skal kigges lidt på noget at bo i, der skal måske tales med tidligere arbejdspladser. Alt sammen ting jeg må være med til.

Trods alt vil det betyde løbetræning med korte ærmer og shorts - går jeg ud fra. Den slags muligheder skal man passe på med at gå glip af...

Sejrene over Dødsruten

Dødsruten er den rute jeg er tvangsindlagt til at løbe hver vinter hvis jeg il løbe udendørs, fordi det er den eneste tilgængelige vej når sneen har dækket alle andre alternativer. Jeg har normalt mange stier og ruter at vælge i mellem, og har selvfølgelig efterhånden bygget et sytem op af ruter til forskellige slags træning. På denne tid af året er jeg dog nødt til at løbe intervaller på bånd for ikke at brække nakken eller slå hul i hovedet.

Men når vi er afskåret fra skov og naturstier om vinteren er der én vej ud og én vej hjem. Med mindre jeg vil køre 10 minutter i bil ind til Espoo Keskus (centrum), parkere og løbe i byen. Og det vil jeg normalt ikke på en hverdag. Jeg er nødt til at løbe langture i byomgivelser eller langs motorvejen da alle de uendelige kilometer af cykel / gang stier bliver ryddet for sne. De er stadig lidt isdækkede men med pigsålerne spændt på, kan jeg løbe meget fint der. Det syntes jeg ærlig talt er utrolig flot service, sådan med al den snerydning. Til hverdag har jeg brug for bare at tage sko på og komme ud - det er svært nok at komme ud i kulden og sneen uden også at skulle rode med køreri og bruge ekstra tid.

Jeg kan også løbe en rute hvor et stykke går gennem noget skov, det betyder dog at jeg skal gå 1 km i et skispor ud og 1 km til hjem - det gider jeg ikke når jeg bare skal have en kort tur på 7-8 km. På langtur betyder det ikke noget, da gør jeg det gerne for variationens skyld - og skønhedens skyld.

Den der Dødsrute er langs landevejen som fører fra civilisationen ind til vores naturskønne område, man krydser over motorvejen (en af mine langturs løberuter) Keha III og er med det samme i skov og landsby. Så jeg kører den hver dag mindst 4 gange: Til arbejde, hjem fra arbejde, hente Konsulen fra toget og hjem igen. Plus alle de ekstra gange på indkøb, på vej til venner, hente / bringe børn. Så det bliver vel til nogen  tusind gange i løbet af de sidste 5 år.

Man kan nok sige at jeg kender hver eneste centimeter på den vej. Hver åbne markstykke hvor vinden hyler imod og sneen pisker ind i ansigtet. Søens åbenhed hvor vinden får ekstra styrke imod. Hver eneste modbydelige lille / store / seje bakke - og dem er der uhyggeligt mange af på de skaldede 4 km i hver retning. Hvert hus og have, jeg ved lige hvem der har pyntet op til jul og hvem der skal til at spise aftensmad - folk har ikke så mange gardiner trukket for herude på landet.

Se, nu kan det være en stor fordel at kende en rute, men det kan så sandelig også være en gene. Tanken om ruten der venter forude, bakkerne, kedsomheden ved igen igen igen at forcere et langt stræk af grantræer der alle er ens.
De tanker har gjort at jeg med skam at melde, indrømmer at min mentale styrke har været for svag til at gennemføre at løbe hele ruten ud og hjem. Gentager, har ikke været i stand til at forcere skaldede 7-8 km i løb i et stræk en eneste gang på lige den rute.

Vi lader den lige stå et øjeblik.

Ikke fordi jeg ikke kan rent fysisk, men fordi jeg mentalt har givet efter for den lille stemme der så listigt hviskede i øret: "Uh se, her kommer den der tænderudtrækkende lange seje stigning. Uh, det varer længe før du er oppe. Det er vist bedre at gå op ad den. Uh, hvor jeg trænger til at gå lidt".
Og jeg har givet efter. Hver eneste gang. Igen og igen. Og hadet mig selv for det.
Der er mulighed for at forkorte turen lidt ad en markvej /grusvej - der selvfølgelig også er snedækket nu - den inholder to heftige bakker. Den har jeg heller aldrig været i stand til at løbe hele vejen af samme mentale grunde.

I sommer løb jeg to marathon - det ene var som at løbe i Helvedes forgård, det andet var som en drøm. Og ja, jeg har stadig tænkt mig at skrive om det sidste selv om tiden er gået.

Der skete nemlig noget den sommer. Jeg blev anbefalet at arbejde med det mentale aspekt noget mere. Og det gjorde jeg. Søgte i timevis og læste på nettet for at finde materiale relevant for mit problem - den mentale styrke til at udholde ubehaget. Noget af det har jeg fået lagt ind her. Får nok også taget mig sammen til at lægge mere på.

Det bedste var nok at købe "I'm here to win" af Chris McCormack. For derefter at læse den hurtigt, så nærlæse den og så til sidst tage noter.

Man kan være heldig at løbe ind i en bog der vender ens liv på hovedet og giver en fremtidig retning der ændrer alt. Og det er sådan cirka hvad den bog gjorde for mit løb.
Hvorfor? Den forklarede mig sådan at jeg  forstod det også helt ind i min sjæl, at langdistanceløb er ubehageligt og gør ondt på et eller andet tidspunkt. Uanset hvem man er og på hvilket niveau man løber. Jeg har helt seriøst været overbevist om at det kun var mig der led, at alle andre løb helt ubesværet og havde det fint hele vejen, derfor gav det mig enorme komplekser, jeg følte mig  imkompetent alt imens mens jeg desperat søgte en løsning for at undgå smerten. Ved at sætte farten ned. Ved at undgå bakkerne. Alle krumspring, bare det ikke var væmmeligt.
Da jeg læste bogen forstod jeg endelig og langt om længe, at smerten kan man ikke undgå, kunsten er at at vide at den kommer, acceptere den og finde en måde at fortsætte sit løb i dens selskab.

Den viden og accept gav mig et overskud til mit marathon i Tallin som jeg aldrig før har følt. En styrke til at vide uanset hvad der måtte komme, så kunne det ikke overraske mig. Før i tiden er jeg blevet overrasket på en dårlig måde, blevet ked af det og følt mig som en dårlig løber, følt mig nedslået og opgivende. Og min præstation er blevet derefter.

I år har Dødsruten ikke kunnet overraske mig. Hverken den direkte rute eller bagvejen. Jeg har vist mere overrasket den. Hver eneste gang har jeg bare løbet den, ud og hjem. Nogen dage hurtigere end andre og med varierende overskud. Uden de store overvejelser. For den er jo som den er, det kan den ikke gøre for. Den der kan gøre for det er mig, jeg skal sådan set bare løbe uden at tænke for meget over hvor det sker. Benene har gjort deres arbejde og hjernen har koblet af - opdager gang på gang at "hov, jeg er lige løbet op ad en af de modbydelige bakker uden overhovedet at have lagt mærke til det - faktisk kan jeg ikke huske at jeg løb opad" eller "nå, er jeg allerede her?"

Jeg ved jo på forhånd at det vil være lidt ubehageligt, men jeg ved på den anden side også at så er det heller ikke værre. At ubehaget kommer fordi min krop fortæller mig at jeg arbejder rigtigt. At smerten ikke er farlig og at den går væk igen. At jeg ikke kan undgå at smerten skal være en del af det jeg gør en gang i mellem. Intervaller og bakketræning er ubehageligt, tempotræning er det på visse strækninger og langturene har også deres kriser.

Af bogen har jeg har lært at hilse på min ven Smerten i ordets bogstaveligste forstand (ja det ser lidt åndssvagt ud når jeg trykker mig selv i hånden og smiler - men det virker for mig) og sige inde i hovedet: "Jamen goddag Smerte, kommer du nu? Så må vi jo se at få en god tur sammen"...
Når jeg gør det, bliver jeg ikke bange og er nødt til at gå. Så tør jeg godt lide lidt længere.

Så jo, jeg føler at jeg har sejret over Dødsruten!

Jeg regner sådan set med at kunne løbe mig fra det...

Noget af det jeg har brugt tid til at tænke over her ved årsskiftet, er hvorfor livet egentlig har føltes så tungt i løbet af efteråret. For sådan en som mig, der normalt er ret svær at slå varigt ud af kurs. Som en anden korkprop, plejer jeg at komme op til overfladen meget hurtigt.

Selvfølgelig har der helt konkret været grunde så som mørke, dårligt vejr, travlhed, viden om at månederne heroppe er talte osv. osv.
Uden ellers at komme ind på detaljer, har der så også været lidt med hedeture, almindelig irritabilitet og søvnløshed i de sidste uger, der formodentlig alle har noget med min lettere fremskridne alder at gøre. Den slags man bare er nødt til at acceptere vil komme på et eller andet tidspunkt, ja?

Alle de grunde er jo meget gode. Men der har ligesom manglet noget mere. Noget der har ligget et sted i baghovedet og blinket advarende. Om at noget helt andet havde ændret sig radikalt.

Så gik der pludselig et lys op for mig - en prås, for nu at holde liv i det pæne gamle danske sprog. Jamen for helvede, jeg har jo løbet meget mindre end jeg plejer. Højst 3 gange om ugen. Nogen gange også kun 2.

Og ikke særlig langt. Uden særlig variation - ligeud og op og ned, samme tempo.

Det har været en stor ændring og garanteret ikke gjort noget godt for mig - eller for mine omgivelser.

Ja jeg er afhængig af min træning. Ikke så meget for vægtens skyld, mere for mit velbefindende. Og for familiens velbefindende.

Og jeg har for lang tid siden besluttet at det der overgangsalder ikke skal behandles med nogen former for medicin. Ikke om jeg vil have det inden for mine kropsgrænser. Fornuftigt eller ej, velbegrundet eller ej, klogt eller ej, ligegyldigt! Nægter. Det må komme som det kommer.

Jeg har jo nemlig regnet med at kunne løbe mig fra det værste. Og resten må jeg så tage i stiv arm. Hvorfor? Fordi sådan føler jeg bare vil være det bedste for mig persoligt. Det giver jo også en enorm god grund til at fortsætte med at løbe til jeg kommer op i firserne....

Virker det så? Måske kun hvis man TPL (Tro På Lortet).
Og det gør jeg altså.

Jeg kan jo se at det har påvirket mig både fysisk og mentalt når jeg har løbet mindre. Fordi det har påvirket mig fysisk og mentalt at sætte ordentligt i gang igen. Det har med det samme gjort underværker, at jeg er begyndt at løbe regelmæssigt mindst 4 gange om ugen. Noget der gør ondt. Planlagt. På en lidt anderledes måde måske, fordi jeg lærte en del om mig selv i sidste sæson. Med planer for konkurrencer forude.

Jeg er blevet så flink at være sammen med.

Selv om jeg stadig har søvnproblemer - bliver lysvågen i det øjeblik jeg slukker lyset og vågner utallige gange om natten - for bare at stirre ud i mørket og fundere over hvorfor det lige var nu jeg skulle vågne....

Men mon jeg også kan løbe mit fra det frygtelige symptom, der betyder at jeg ikke kan drikke alkohol? Som et lyn fra en klar himmel, vågnede jeg en morgen og kunne ikke holde ud at drikke vin. Altså nu begynder jeg normalt ikke min dag med en snaps og en flaske vin, vel? Men det jeg mener er, at ikke alene har jeg ikke lyst til nogen former for alkohol, det smager heller ikke godt. Og efter et halvt glas, er jeg parat til at blive lagt i seng. I Danmark så min familie måbende på mig da de kunne bære mit 3/4 fyldte glas ud efter middagen. Tragisk men ikke desto mindre sandt.
Min svigerinde påstod at hun har haft det samme og at det går væk på et tidspunkt. Jeg håber gevaldigt at hun har ret.

Ikke fordi det gør noget, jeg har det sjovt alligevel. Det er bare noget jeg (normalt) godt kan lide og syntes er hyggeligt - et glas vin giver ofte en middag det sidste pif. Jeg er sikker på at det også i hvertfald er sundt at få en pause og sit forbrug taget op til lidt revision.
Altid sundt at ændret nogen vaner - man skulle jo nødig køre fast i det samme - men kunne det så ikke være nogen andre vaner man ændrede som feks. antallet af rosenkål man spiser????

Men under alle omstændigheder, jo, jeg holder mig til planen med at løbe mig fra symptomerne på en overgang.