torsdag den 2. august 2012

Noget om at lære gamle hunde nye kunster....

Nu er jeg ikke så gammel i gårde når vi taler om løb. Og dog, så alligevel lidt.

I disse dage er det præcis 3 år siden i en alder af 47½ jeg tog et par oldgamle og udtrådte sportssko på fødderne, og begav mig ud i det der skulle vise sig at blive noget anderledes rejse end jeg forestillede mig. Vidste godt at løb er hårdt, men alligevel. Hvis alle de der finner jeg så rundt omkring kunne løbe, så kunne jeg vel også, var tanken. HA! Kunne jo ikke engang løbe 500 meter. Det er så kommet i løbet af de 3 år, men ikke uden at have været bremset et par gange af overbelastede kropsdele - heldigvis er min krop stærk og nu kan den tåle det meste.
Jeg løb i de førnævnte sko - de bor nu i mit løbesko-museum - og i hvad der nu kunne findes af t-shirt og shorts. Godt det kun var egern og enkelte rådyr der fik fornøjelsen af at studere mig på nært hold. Man skulle jo nødig investere i dyrt udstyr hvis ambitionerne ikke kunne holde.

Ambitionerne blev opfyldt. Mere end jeg havde drømt om. Eller nej, jeg havde drømt - men ikke rigtig vovet at tro på dem. Hårdt arbejde har givet pote. Vedholdenhed, sne og frost med ned til minus 22 grader, vind, bakker, stædighed, nederlag og tårer af frustration over smerten ved intervaller, støtte fra familien, viljen - bare ville gøre det.

I dag løber jeg i fast skomærke (Nike Vomero - ejer sågar et par ubrugte der ikke er løbet til endnu og venter i skabet) og har udstyr til al slags vejr - og flere af hver slags. Løbeur. Camelbag. Væskebælte (2). Gels til langturene (de kommer nu til at vente længe, kan ikke fordrage dem). Et større antal medaljer og løbenumre til minde om deltagelser i løb. Deltaget (og gennemført!) 3 x 10-km konkurrencer, 1 x 17,5 km konkurrence, 5 halvmarathons og 2 marathons. Vejer stort set det samme som jeg gjorde da jeg var 19 og ikke havde født tre børn endnu.

Og hver gang jeg deltager i et løb sker der alligevel følgende:

Jeg står ved startlinien og føler at jeg overhovedet intet har at gøre her. Føler mig totalt malplaceret og som om jeg har mast mig ind i en klub hvor jeg ikke har ret til at være. Syntes ikke det kan være rigtigt at jeg, efter at have læst såmange blogge om de her fantastiske løbere, nu selv står på startlinien og skal være med sammen med de store. Noget eller nogen er gået forkert.Jeg er ikke en god eller hurtig løber, jeg hører ikke hjemme blandt alle de her super sportsfolk der alle uden undtagelse løber marathon som at klø sig bag øret, jeg er ikke fit nok, jeg har ikke trænet nok eller rigtigt, jeg er ikke en af slænget, alle andre er bare ti gange bedre end mig, jeg er for langsom til overhovedet at kunne drømme om at gøre det her. Sådan lægger jeg ud og sådan begyndte jeg også mine 42,195 km. Ret kastrofalt og dømt til at mislykkes.

Det er så ikke mislykket fordi jeg lider af en indbygget stædighed, der kræver at jeg færdiggør hvad jeg har begyndt. Ordentligt. Under lidelser og bandende som en tyrker. Men muligheden af ikke at gennemføre eksisterer ikke - ikke så længe jeg ikke er skadet eller besvimet. Derfor er jeg også nødt til at være nøjeregnende med hvad jeg stiller op til og tidsrammen imellem arrangementerne.

Så Helsinki Marathon den 19 august må klare sig uden mig i år (men næste år....) fordi jeg vil (vil, vil, vil!) løbe Tallinn Marathon den 9. september - og jeg tør ikke løbe de to så tæt på hinanden. For Tallinn er et godt løb - det kommer jeg tilbage til i næste indlæg. At der så i den anden ende kan blive lagt et løb mere på, er en anden historie. Men ikke før.

Og nu kommer vi så endelig til pointen med hunden - efter at jeg åbenbart har haft en slags ud-af-kroppen-oplevelse og skrevet et indlæg jeg overhovedet ikke havde planlagt. Men den slags har det med at komme spontant og når nu det står her, kan I jo lige så godt få lov at læse det - og undre jer over mig og mine mindreværdskomplekser.

Den ovennævnte følelse af ikke at høre til skal ikke, gentager, skal ikke få lov at få mig ned med nakken. Jeg har brugt timer (specielt under træningen) på at analyserer hvad det er der får mig til at smaske ind i muren med et brag når jeg løber konkurrencer - og har nok virkelig forstået hvor vigtigt det er at være mentalt foreberedt til et marathonløb. Og har brugt timer på at finde læsestof på nettet. Som I får del af fra næste indlæg - kan såmænd også bruges til meget andet end løb.


En af de kunster som hunden er nødt til at lære hedder nye træningstider. Jeg er inkarneret eftermiddagsløber og alle løb i Finland begynder ved 13-15 tiden. Tallinn Marathon begynder kl 09:00 om morgenen. Kl 9 om morgenen siger jeg jer!!! Dvs at jeg vel skal op midt om natten for at vågne, drikke te, spise morgenmad, toilettetbesøg, flette hår, gøre sig klar osv osv. for slet ikke at tale om at jeg skal løbe på det ugudelige tidspunkt af dagen. Og hvad h...... spiser man når man skal løbe lige om lidt?
Hvad gør en perfektionist der har forstået at for at opnå noget må man betale en pris? Står op før Fanden får sko på i sin ferie op til flere gange (!!!) og løber 10-12 km. Uden vådt eller tørt. Børster lige tænder og stavrer ud med morgenkrøllet ansigt som først kommer på plads bagefter i brusebadet. Bare lisge for at se om det kan lade sig gøre.

Følte mig godt nok ret sej og sporty da jeg skred ud gennem lobbyen på hotellet i Stockholm kl 06:22 og sagde godmorgen til receptionisten og høstede beundrende blikke......
Og fik jordens dejligste tur i Djurgården søndag morgen i strålende solskín før byen var vågnet. Så er det ligesom det hele værd.

Det er ikke nemt at ændre en vane, men det kan lade sig gøre. Det er jeg nødt til at bevise i weekenden, når jeg løber langtur som min første morgentur. Altså løber langt om morgenen. Morgen, hører I?? Hvad man spiser før? Det ved jeg stadig ikke.....

13 kommentarer:

  1. Interessant læsning, også selvom jeg ikke har en pind forstand på løb. Kan forstå, at du har følt dig malplaceret første gang, du stillede op til store løb. Men nu?? Spændende, hvis du har fundet noget, der kan bringe dit tankesæt på rette vej, hvad det angår.
    Jeg ved virkelig ikke, hvad man skal spise til morgenmad inden et stort løb. Til gengæld kan jeg godt sætte mig ind i, at en meget tidlig morgenløbetur i Djurgården må have været dejlig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Man bliver nok ved med at være ydmyg,selv efter nogen år. Problemet er vist at man ikke skal blive selvudslettende!

      Slet
  2. En god nærende aftensmad (aftenen inden).
    Og så en håndfuld mandler i lommen (hvis sulten bliver for voldsom).

    ps. Det lyder lidt som eksamens angst der på startstregen.
    For nogen hjælper det at forestille sig at eksaminator (alle de andre løbere) står kun iført undertøj.
    Eller se dem for sig på toilettet (meningen er vist nok at vi alle sammen er mennesker og dermed lidt lige).
    Jeg lader være med helt at indse hvilken situation jeg står i, og ser derfor så selvsikker og rolig ud at jeg helt får snydt mig selv til at tro det nok skal gå.

    SvarSlet
    Svar
    1. Har altid lidt af frygtelige eksamens nerver. Jeg ved jo bare godt hvad det er for en situation men tror alligevel på at det går. Det gør det også, ville bare gerne have det lidt mere positivt...

      Slet
  3. Mon ikke der er mange der har lignende oplevelser i forhold til at undervurdere sig selv til motionsløb? Jeg kan da ihvertfald godt nikke genkendende til det. Det er en lang løberejse du har været igennem og det er sjovt at have fulgt dig det meste af vejen. Glæder mig til stadig at følge dig på nye løbeeventyr :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg skal nok blive ved at underholde om mine lidelser som meget gerne skulle blive til eventyr!!

      Slet
  4. Den der følelse på startstregen tror jeg de fleste kender til, desværre måske især damer.
    Jeg plejer at blive sådan ret indadvendt og koncentreret på startstregen og tager repertoiret af "hvad i alverden har jeg gang i" i dagene op til et løb i stedet.
    Jeg kan heldigvis sagtens løbe både morgen, formiddag og eftermiddag, men starter med ekstra vægt, hvis jeg skal løbe efter aftensmad-tid. Det kan jeg slet ikke finde ud af og det føles usædvanligt anstrengende at løbe der, så måske skulle jeg prøve at øve mig i det?
    Som Pernille anbefaler jeg en fornuftig aftensmad dagen før og så plejer jeg selv at spise en skive rugbrød med ost til morgenmad en halv time før morgen-motionsløbene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Efter aftensmad kan ikke komme på tale, jeg skal have to timer efter et måltid ellers får jeg ondt i maven. Sådan er det bare. Jeg lærer og er ved at finde svaret, det er vist meget individuelt og noget man ikke kan lære fra andre.

      Slet
  5. Jeg løb 16 km i søndags på en håndfuld mandler, en nødde/figenstand og 1/4 l vand. Stod op ca 1 time før turen, for jeg skal huske "morgentoilette" ellers får jeg mavekrampe halvvejs.
    Og så er alt lagt frem og ruten planlagt (det er den jo ligesom også for dig med Tallinn).
    Og som Pernille spiser jeg en god (løbe)aftensmad dagen forinden - evt. en lille (sund) snack inden sengetid - og i seng TIL TIDEN (min store last) :-)

    Håber du havde en go' tur :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder ikke af meget men kan sikkert være godt nok. Jeg øver mig i at finde ud hvad og hvor meget i forhold til marathon distancen - for der skal noget mere indenbords, da jeg ikke er en god spiser under løb. Men i fremtiden kunne det være en god ide til de mellemlange ture.

      Slet
    2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
    3. Og sengetiden!! Hørt hørt. Også en af mine laster - sammen med rødvin....

      Slet
  6. Super godt skrevet og sikke nogle dejlige reflektioner! Og noget, som de fleste af os kan genkende. I hvert fald mig. Jeg har prøvet at cykle til arbejde og så løbe en lille langsom tur med alle børnene på en kop kaffe. Det var liiige i underkanten. ;-) Men ellers har jeg også meget svært ved at indtage særlig meget før morgenturene, cykel eller i løbeskoene.
    Knus :-)

    SvarSlet