fredag den 12. august 2011

Jeg er her endnu

Og jeg løber også.

Tak for alle de dejlige kommentarer, det luner og det hjælper at få lidt feedback på sine tanker.

Helle foreslog at jeg skulle løbe uden ur - det tør jeg sgu ikke. Jeg har alt alt for meget brug for den smule kontrol jeg kan bide mig fast i,  selv om jeg ved at det er sundt at løbe uden ur på visse tider så har jeg ikke kunnet gøre det lige nu.

Jeg har brug for at vide med mig selv at jeg har løbet nogenlunde de km jeg skal, synes alligevel ikke at jeg har løbet nok af dem....nej nej nej, der må jeg slet ikke komme ind for min coach, hun buldrer at jeg ikke må beskæftige mig med hvad der har været, kun med det der kommer!

Og jeg har været nødt til at vide at jeg ikke løber for stærkt. Selv om jeg ikke er hurtig, så er der altså alligevel blevet barberet ca. et minut af min km-tid og det er jo glimrende. Bare ikke når jeg skal løbe 42,195 km og i jeg ved ikke hvor mange timer - for så kan jeg ikke holde til det. Det kan jeg måske heller ikke alligevel, men jeg vil ikke gå ned på en dum fejl som at løbe for stærkt.

Jeg glæder mig som en sindssyg (og det er jeg vel også.....), jeg er nervøs, jeg er ved at dø af skræk, jeg er ved at gå igennem loftet af spænding.
Til tider er jeg handlingslammet og nærmest lam i løbemuskelen af bare nerver - men jeg kan også mærke at adrenalinen begynder at rulle bare ved tanken om næste lørdag.

Fredag den 19. henter jeg løbenummer og alt det andet junk man får - t-shirt, reklamer, smågaver - specielt mine børn håber meget at jeg igen får nogen pebermynte-dimser de er helt vilde med.....

Tiden jeg regner med at løbe på? Folk spørger mig om det - hvor fanden skulle jeg vide det fra når jeg aldrig har prøvet det?

Mit overordnede mål er at gennemføre.
Dernæst at gennemføre løbende hele vejen (burde måske modificeres til næsten hele vejen?)
Og så at have kræfter nok til at smile og juble når jeg løber over målstregen.

Det må være godt nok til den første gang!

1 kommentar:

  1. Det lyder som nogle rigtigt gode mål du sætter dig.

    Når jeg er ved at gå i knude af nervøsitet, og mest har lyst til at bakke ud af et projekt/eksamen/ansøgning/jobskifte/huskøb, bruger jeg "DET VÆRSTE DER KAN SKE" strategien.

    Jeg sætter mig ned og gennemtænker de realistiske konsekvenser, som vil følge hvis jeg fejler.

    Som oftest er DET VÆRSTE, slet ikke slemt.
    Når altså det bliver set i de rigtige proportioner.

    Når jeg har set DET VÆRSTE i øjnene, tør jeg at gå efter DET BEDSTE.

    Jeg glæder mig til at kunne smile og juble med på dine vegne!

    SvarSlet