torsdag den 20. januar 2011

Dyre-ven???

billede lånt fra http://www.vanboerneblog.com/
Forleden følte jeg mig som en hav-gasse, jeg er altid en læse-hest og en bog-orm - og i går følte jeg en indre brok-ugle der talte temmelig højt. Hvis jeg bliver ved på den måde har jeg snart været hele dyreriget rundt og kan tilbyde at afløse Dr. Lieberkind. Mangler vist egentlig bare Smat-Soen og Klimakterie-Silden for at afslutte cirkelen - men de indfinder sig vel når den tid kommer.

Men jeg var en flink brok-ugle der holdt det hele indenbords så ingen uskyldige sjæle led overlast. Selv om det vist ikke anses for sundt.
Se, der er nemmelig en hel del ting der går mig lidt på og som ikke rigtig kan kontrolleres - når man er kontrolfreak er det næsten den største straf man kan få.
Mellembarnets skæbne betyder at vi skal prøve at holde hende fri for galdestens anfald i en måned - dvs. kost der er super sund og mager. Nu er hun i forvejen (alt for meget) for rund og det er en glimrende lejlighed til at få ryddet op i hendes dårlige vaner og få hende til at forstå at det er alvor når Moderen tordner om sund livsstil. For at Lillesøsteren også skal forstå at hun skal passe på. Hvordan får man manipuleret med familiens gen-pool når det er et faktum at Faderen er fra en familie hvor alle lider af udtalt overvægt? Min svigermor er typen hvor det er nemmere at gå hen over end at gå uden om hende. Så vi har en far og en pige der for runde, samt endnu en pige der skal til at tænke sig om. Og så en mor og en søn der har en helt anden kropsbygning hvor morfaderen har doneret sine gener. Jeg mener, Mellembarnet har lige fået målt et BMI på 26 og jeg har et BMI på 19,9.
Og jeg går rundt og føler mig skyldig fordi hun er kommet dertil hvor hun er. Og jeg synes egentlig at jeg er et godt eksempel for mine børn mht. mad og sport. Men jeg kan jo ikke kontrollere hvad hun spiser når jeg ikke ser det og jeg ved at hun ofte har haft fingrene i kagedåsen når jeg ikke er hjemme eller i skolen - kun apellere til hendes forståelse samt sende hende på exercits-marcher i fritiden. Men nu tror jeg nok at det er feset ind på lystavlen og hun har faktisk allerede tabt et kilo.
Det kræver bare en hel masse af mig at sørge for sund mad hver dag og aldrig lade mig friste af nemme løsninger. Fordi der også er nogen der er kræsne. Men jeg gør det uden at sige en lyd og i samarbejde med dem alle sørger jeg for madpakker og middage efter alle kunstens regler.
Der er også nogen personlige valg omkring vores tid her i Finland og fremtid som vi er nødt til at tage stilling til. Det er valg der vil have indflydelse på vores og børnenes fremtid, og det er meget svært fordi man jo ikke altid ved hvad konsekvensen bliver. Sådan er det selvfølgelig for alle mennesker og nogen gange tror man at et valg er så godt og så viser det sig at det overhovedet ikke bliver som man troede. Til dels er disse valg ikke op til os men op til det ministerium der har sendt os herop - og så er det næsten værre for man er helt afhængig af nogen andres forvaltning af ens liv.
Jeg plejer at kunne løbe mig ud af sådanne bekymringer. Plejer at kunne rende rundt i underskoven og få tankerne luftet. Få fred i sjælen. Og ikke plage andre end mine læsere. Nu er det så bare sådan at jeg har været lidt småskadet og der jo også liiiige det der vintervejr - som jeg overhovedet hele taget slet ikke vil begynde at brokke mig over for det er det ikke værd. Konklusionen er bare at jeg ikke har kunnet løbe jævnt som jeg plejer, har ikke fået den friske luft og egentlig bare er sunket ned i noget sløvsind med lidt indendørs træning.
Og det er IKKE GODT FOR MIG. I går tror jeg det lykkedes at forstå hvorfor.
En indendørs bane giver ikke luft. Den giver ikke variation. Den giver ikke udfordring andet end kampen for at holde ud at løbe på den. Men det vigtigste er nok at den ikke giver det der hedder "relief" på engelsk. Den får ikke spændingerne ud af kroppen, den laver faktisk bare nogen flere. Der er masser af andre løbere - der får mig til at føle mig gumpetung og langsom. Masser af klubber med unge der fiser af sted på intervaller og sprint. Seje mænd der drøner rundt.Og jeg KAN IKKE abstrahere fra det. Kan ikke være ligeglad og løbe mit eget løb, springe op og falde ned på de andre -for der er så mange af dem. Kan ikke lade være med at sammenligne mig med dem. Gør mig nervøs og får mig til at tvivle på om jeg nogen sinde bliver i stand til at løbe marathon - for de andre er jo så gode. Og det ødelægger min løbeglæde.
Jeg mangler ensomheden og freden, jeg mangler det at blive afskåret fra omverdenen og bare løbe, løbe, løbe med mig selv. Mangler at føle naturen, at føle mig selv. Mangler at overkomme forhindringerne ved at løbe langt, at føle triumfen når jeg har gennemført en opgave jeg har sat mig selv. Mangler at komme tilbage til følelsen af at jeg gerne vil være bedre og hurtigere og nok skal blive det - i mit eget tempo som passer til mine evner.
Løsningen? UD i vejret, tage de distancer og det tempo jeg kan - intervallerne og bakkerne skal nok stadig være der når det bliver forår......

2 kommentarer:

  1. Generne bliver desværre ikke retfærdigt fordelt. Som du selv siger, kan (og skal) du ikke kontrollere hver en bid dine børn putter i munden. Du kan give dem de bedste muligheder og være et godt eksempel. Måske kan dine døtre ikke styre sig selv og kage dåsen endnu. Men de har redskaberne til det, når de er klar til at bruge dem. Din skyldfølelse kan de måske ikke bruge til så meget, så pak den væk, hvis du kan :-).
    Jeg genkender levende din frustration over gentagne gange at stå med store ”livsvigtige” valg som afhænger af andres beslutninger. Det er vel ikke så forskelligt fra den situation som andre står i når de har søgt et nyt job. Bortset fra at valget ikke står mellem hvilken bydel som skal være ramme for familien men hvilket kontinent. Vi er så også nogen som står i den situation lidt oftere end andre, og i en alder hvor de fleste er nået trygt i havn. Fordelen er at vi ikke behøver at gå i ”nej nu har jeg fået alt hvad jeg kunne ønske mig i livet hvad så nu” panik.
    Håber du får mange flere frostklare og helende udendørs ture i år og at foråret og bakkerne er lige om hjørnet.

    SvarSlet
  2. Søde Kirsten - det lyder da som om du har lidt at tænke på i øjeblikket. Det er hårdt, når man ikke kan komme videre ved egen handling og evner, men når meget er afhængigt af andre og deres beslutninger. Jeg håber, at du må finde ro i denne tid. Også til dine løbeture. Og jeg er helt med på den der med den manglende "relief", når man løber indenfor/i et motionscenter. Jeg er bare træt, når jeg har været på løbebåndet i Fitness W. men relief? Naaaaa not for me.
    Knus og tanker til dig

    SvarSlet