søndag den 25. juli 2010

Jeg har en plan!

Efter denne weekend tror jeg at jeg fortjener årets husmoderpris! De kære børn vender frygtelig hjem på tirsdag og jeg benyttede lige lejligheden til at muge ud på deres værelser. Det var lidt af en chokerende oplevelse - til dels min egen fejl for ikke at holde dem bedre i ørene - men jeg vil bare sige at en møggreb og en trillebør havde været mere passende end en gulvklud og en støvsuger. Hvad man dog ikke kan finde inde i et barns klædesskab......feks en tallerken med en gaffel.......

Nå, det er jo en god fornemmelse - så kan man vel holde lidt fri de næste 6-8 måneder ;-)

Forrige uge blev mine løb ikke ordentligt fordelt og jeg endte med at løbe både lørdag og søndag - for derefter at løbe igen tirsdag. Og det er altså ikke godt for mig, jeg er nødt til at have tid til hvil imellem løb - specielt hvis jeg gerne vil lidt op i km. Og da ryggen var lidt urolig i denne sidste uge og jeg derfor igen var under risiko for at løbe både i går og idag - ja så synes jeg at rengøringsmotionen var nok og nøjedes med to pas.

Men nu har jeg også fået lagt en ordentlig plan for mine løb så jeg kan overskue hvad jeg egentlig laver og ikke bare drøner af sted uden mål og med - det vil forhåbentlig glæde May-Britt som har hevet mig (velfortjent) i ørene.

Der er intet som planer: Fine lister med ting der kan streges ud, små felter der kan krydses af. Og det er jo den mindste kunst i disse computertider at lave fantasifulde grafer og farve charts. Op på opslagstavlen med dem, hvor de så hænger fuldstændig oversete mellem skoleskemaer, postkort, sjove citater, billeder fra sidste sommer og gamle kvitteringer fra biblioteket.

Næh, kunsten er at overholde dem og det plejer jeg at være rimelig god til. Jeg skal bare køres ind i striks motivations-mode, så plejer det at komme af sig selv. Cirka i løbet af en uges tid.

Så min løbe plan er som følger med 4 løbepas og begynder i morgen baseret på de sidste ugers km:

Samlet ugentlig antal km Lang distance i weekend
1) 32 13
2) 34 15
3) 35,5 16,5
4) restitution med 3 løbepas
5) 36 18
6) 32 fordelt på Midnatsløbet 10 km om lørdagen (4.Sep) og ugen inden kortere løb
7) 2 x 30 min jogging og afslutter med ½Marathon d. 12 September

Ud over det lange løb i weekenden planlægger jeg intervalløb ca 6 km (2km op og 2 km nedvarmning) - bakker behøver jeg ikke at træne specielt da hver eneste rute har masser af dem......De to sidste løbepas vil være et tempoløb og et almindeligt afslappet løb.

Nu er jeg jo ikke verdens hurtigste løber - snarere tværtimod, så jeg ønsker at blive i stand til at gennemføre, tiden må komme i anden række og det vil blive mit næste mål at øge tempo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar