tirsdag den 16. juli 2013

I skovens dybe stille ro????

Jeg bor jo i et meget naturskønt område, lige på grænsen til Nuuksio National Park. Med skove, søer og stier i overflod - lige for enden af haven. Meget priviligeret og heldigt for en løber.
Nuxio er en ægte vildmark og ligger ca 30 min. kørsel fra Helsinki, selv om der er stier kan man sagtens gå vild, der er meget fin afmærkning og skiltning - men alligevel skal man være lidt opmærksom. Hvis man fortsætter bare lige ud, vil jeg tro man lander i Lapland uden at støde på meget andet end en landsby her og der. Hvis jeg løber til Solvalla er der ca. 14 km i et meget meget kuperet terræn, som dog er så smukt og specielt at jeg overvinder mit bakke-had.... Man kan også blive kørt dertil af Konsulen og så løbe hjem. Ellers kan man parkere bilen på forskellige parkeringspladser og tage en tur endnu mere nordpå (eller vest eller øst).

Det er fantastisk at have de løbemuligheder jeg har når man er en så stor natur og skovelsker som jeg. Kun om vinteren har jeg være tvunget ud på landevejene til min store fortrydelse - denne vinter har jeg dog løbet på langrendsløjperne når vejret har været så koldt at de er hårde nok. Og på løjpen rundt på isen om vores store Bodum Sø der ligger 1,5 km hjemmefra.

Jeg har altid løbet frit og frejdigt uden et gram nervøsitet for at strejfe rundt i undergrunden og på de mest isolerede steder i skovene.

Indtil for et par uger siden.

Først var der den dag hvor jeg var på vej ind i skoven mod Sorlampi.
Mit absolutte yndlingssted i skoven.
Jeg mødte en mand på cykel, han talte til mig på finsk men da jeg meddelte ham at det forstod jeg ikke, sagde han på engelsk at der var en nøgen mand der fes rundt i skoven et par km længere inde (han sagde godt nok "nuked man" der ellers betyder atomsprængt på slang, men meningen var jo god nok). Så var lysten til at løbe derind ligesom gået lidt fløjten og jeg tog en anden rute med flere mennesker. Om det var rigtigt eller ej ved jeg ikke, men det tog et uges tid før jeg følte mig godt tilpas ved at løbe i skoven.

For ca. 3 uger siden var der så en nyhed i avisen som en facebog bekendt var så "venlig" at gøre mig opmærksom på. I gåseøjne, for hvis hun ikke havde oversat det havde jeg ikke vidst det og ville være fortsat med at fornøje mig derude. Formodentlig uden problemer.

Men nu ved jeg det altså.
At der ved Solvalla var blevet kidnappet en joggende kvinde, hun var blevet tvunget ind i en bil og kørt ad helvede til. Det var lykkedes hende at komme ud af bilen på en motorvej på vej mod øst - temmelig langt væk fra Solvalla. Der var også noget med at hun var truet med en pistol, men det kan have været chokket der fik hende til at tro det - det er ikke bekræftet. Og som sådanne nyheder har det med at udvikle sig, får man kun få detaljer samt at vide at politiet ikke har fanget bæstet. Og jeg kan jo ikke følge med i de finske nyheder og det er såmænd heller ikke sikkert at der har været noget nyt om det. Derfor har det ikke været muligt at få at vide hvad der siden skete.

Så tæt på. Hvis det var sket 100 km væk havde jeg jo ikke løftet et øjenbryn. Men når det nærmest sker i baghaven, bliver jeg altså lidt urolig. Selv om det formodentlig er et engangs fænomen og et spørgsmål om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, sætter det mig alligevel en skræk i livet. Det skete på en almindelig tirsdag, i weekenden er der masser af folk ude at vandre og megen trafik så da kunne jeg ikke forstille mig at nogen har frækheden til den slags.

Jeg indrømmer at jeg ikke føler mig helt tryg i skoven mere. Og tanken om at løbe til Solvalla og hjem igen er lagt lidt på hylden. Selv om det er en af de ture jeg rigtig gerne vi løbe før vi rejser. Inkluderet alle bakkerne - dem tager jeg med godt humør og glæder mig over at jeg ikke skal tage dem nedad med ski på (det er simplethen som alpint skiløb med langrendsski på.....). Utrygheden føles også tættere på hjemmet, hele situationen med at færdes i skoven og møde andre mennesker har fået en anden klang.

Og jeg er i et dilemma. For jeg vil f...... ikke undertrykkes og forhindres i at nyde mit løb pga. åndssvage mandfolk der ikke kan administrere deres forskellige kropsdele!
På den anden side ønsker jeg heller ikke at udfordre skæbnen og lave dumdristige stunts.
For jeg ved jo ikke om jeg kan løbe fra sådan en person - hvis det skulle blive nødvendigt, forståes....


                                              Sådan nogen steder gider man jo godt løbe

                                                                   På sådan nogen stier

                                                       Og med den slags ting at se på

Selv om man skal op af den slags bakker - det er lidt tåget men ellers er billedet så lille...

 
Måske skal jeg overveje at løbe i Luuk i stedet for, der er nærmest lige så smukt og vildsomt. Med flere mennesker og derved en tryggere fornemmelse. Ikke helt så lange ruter, men de der, er kan jo løbes flere gange.
Og bakkerne? Lige så stejle, lange og mange.....

                                                     Den udsigt kan også bruges!
 
 

torsdag den 4. juli 2013

Santa Claus Marathon i Rovaniemi Lapland

Tak for pæne ord og opfordring til at tage pokalen til mig med glæde. Det er også gjort!

Konsulen og jeg ankom med fly til Rovaniemi fredag tidligt på eftermiddagen - 1½ times flyvning inden for landets grænser. Siger lidt om hvor stor Finland egentlig er.
Det hotel vi havde bestilt var også det officielle Race Office etc så det var jo nemt at få sig registeret til løbet. Allerede der forstod jeg at det er et lille løb, jeg tror der var 127 deltagere fordelt på alle grupperne og ingen tidschip.
Vejret var ikke særlig muntert med både regn og vind, og Rovaniemi er i forvejen ikke er særlig ophidsende. Byen blev helt sønderbombet under anden verdenskrig da den er Laplands hovedstad og derfor er al bebyggelse nyere og beton-blog-agtigt for en stor del. Normalt er der gamle bydele med træhuse og andre hyggelige ting i Finske provinsbyer, men ikke her. Til gengæld er naturen helt fantastisk og der er andre attraktioner som Arcticum museet feks.

Vi havde ikke fået frokost så sidst på eftermiddagen ved 16-tiden fandt vi en mexicansk restaurant hvor jeg inhalerede en burritos for første gang i mit liv. Nok også sidste, det var ikke særlig spændende - men den mættede så godt at jeg ikke kunne spise noget om aftenen. Ikke så klogt et træk aftenen før et marathon.
Aftenen gik med at se "Hangover 3" - udemærket måde at få tankerne i andre baner og så i seng i ordentlig tid. Konsulen tjekkede nogen af byen pubber og studerede den finske drikkekultur......

Lørdag morgen var vejret lidt bedre og formiddagen gik med at sløve lidt for jeg ville ikke bruge benene for meget i løbet af dagen. Kl 13 var der pasta-party og get-together. Lyder flot.
I praksis blev der serveret en portion pasta i en restaurant med mørke trævægge og møbler - gav sådan en slags førkrigstids fornemmelse af depression mens regnen igen dryppede trøstesløst udenfor. Man kunne komme inden for et par timer så antallet af løbere var ikke stort, de der var sad og øjnede hinanden diskret mens de vurderede om det var potentielle konkurrenter eller ej.
Eller rettere jeg sad og sendte onde blikke......

Der var fælles bustransport til Santa Claus Village kl 16:30 og allerede der blev fårene skilt fra bukkene, for her kom vi i løbetøj og med start numre. Røde for marathon, grønne for halv og gule for nordic walking. Så kunne vi bedre tillade os at smile lidt til hinanden når vi nu kunne se hvem der var hvad. Og faktisk føle lidt solidaritet med de andre marathonløbere.

Konsulen havde lånt en cykel af en af vores venner i Rovaniemi så han vill komme senere. Det gjorde han sandelig også da han var cyklet den forkerte retning først. Så han fik sig en fin dag med 55 km cykeltur......
Men han ville følge med mig på cykel og udlevere forplejning osv. efter mine ordrer. Det var meningen at jeg ville have saltagurk og nutellamad før hvert depot for at kunne drikke vand der og ikke skulle have Gatorade. I praksis fungerede det ikke specielt godt, men ideen var god nok.

Da jeg løb i Tallinn - og nej, jeg fik aldrig skrevet om det løb hvor jeg ellers følte mig helt fantastisk indtil 35 km. Men da gik min mave nemlig i fuldstændig selvsving efter sportdrik og frugtmos, hvis jeg ikke langt om længe var kommet til et port-a-loo var det gået helt galt. Rigtig rigtig galt. Pinligt galt. Tilbragte mange lange minutter indenfor og I skal nok slippe for detaljer. Siger bare Racermave.
Så jeg skulle ikke nyde noget af nogen sportsdrik, men ville holde mig til vand. Jeg var virkelig nervøs for en lignende oplevelse!

I Julelandsbyen blev vi sluppet ud til høj julemusik og da solen i dette øjeblik valgte at bryde frem, virkede det lidt grotesk. Alt er helt opkørt i juleri selv om det er juni måned, Jinglebells, nisser, gaver - you name it.
På starttidpunktet kl. 18:00 kom Julemanden ud fra sit kontor og skød løbet i gang under stor festivitas og undrende blikke fra turisterne.

Jeg lagde ud i konservativt tempo og prøvede at koncentrere mig om at løbe mit løb - svært når de andre fiser af sted og det mærker man særligt når der ikke er så mange deltagere. De første 5 km går ned af bakke mere eller mindre og derfor løb jeg hurtigere end jeg ellers ville gøre så tidligt i løbet. Der var lavet en lille ændring i ruten så vi løb igennem det der hedder Santa Park - en underjordisk tunnel igen med hele juleriet om ørerne. Der forlod mit løbeur sin sattelit, heldigvis var der ikke noget problem da vi kom ud i dagslyset igen. Dog har jeg i følge mit ur løbet næsten 43 km.

I tunnellen fik jeg has på et par andre løbere og udenfor igen indhentede jeg en stakkesl tysker der løb et halvt men allerede var nede at gå (ca 7 km inde i løbet). Jeg fik ham med mig lidt og vi småsnakkede, men så ville han ikke med mere. Omkring de 15 km overhalede jeg igen nogen stykker og slog følge med et par fra Brussel et par kilometer. Derefter efterlod jeg dem da de løbe lidt for langsomt alligevel.
Indtil nu var vi løbet gennem noget natur, lidt villakvarter og noget meget dødssygt industri område. Med lange kedelige uddøde brede veje som absolut ikke var inspirerende.
Omkring 20 km var vi igennem byen i en runde og over en fin jernbanebro. Der blev jeg til min store fortrydelse overhalet af en  lille sej japaner som forsvandt forude. Og derefter gik det ud af ensomme landeveje uden et øje i syne, jeg er vant til at løbe alene men jeg vil nok sige at det her var virkelig Palle alene i verden. Ruten gik igen gennem villakvarterer, natur, lange øde strækninger også langs floderne som normalt ville være meget smukke, lige på det tidspunkt var jeg ret ligeglad.
Derfra var det en kamp. Røvsygt, træt, ensomt.
Konsulen kom jo jævnligt forbi og muntrede mig op - og gav mig en skideballe når han mente det var nødvendigt. Han er altid bange for at jeg skal give op, mærkeligt at han ikke har lært at uanset hvor hæsligt det kan være, gennemfører jeg med mindre jeg besvimer.

På vej ud af det sidste stykke hvor man løber ud og vender omkring de 33-34 km begyndte jeg at møde de andre på vej tilbage. De var somsædvanlige søde med at hilse, men det stykke var specielt endeløst. Forestil jer Næstved landevej eller sådan noget. Ikke pga. trafik - det var lørdag aften på landet. Bare lige ud.....
Nå ud og vende og så det seje træk tilbage og ind mod byen. Jeg gik lidt til Konsulens store fortrydelse, men på det tidspunkt var jeg ret ligeglad og skruede bare op for musikken så jeg ikke kunne høre ham (jeg er bange for at jeg måske også kom til at lave et par "afvisende håndbevægelser" af ham når han vendte ryggen til......).

Ved indløbet til Rovaniemi fik jeg min lille japaner i kikkerten. Han stavrede af sted og kunne ikke rigtig finde ud af ruten et entkelt sted, men var stadig sej. Jeg kunne ikke få indhentet ham, min vilje til at kæmpe kunne indrømmet også ligge på et meget lille sted. Alligevel gnavede det i mig for at nå ham.
Han forsvandt over den sidste bro og om et hjørne, jeg tog mig sammen og løb ind i byen mod mål. Og sandelig om jeg ikke øjner et stk. japaner da jeg drejede af fra floden og skulle løbe op - ja forbandet stejlt op som en sidste gestus fra arrangørerne - ad hovedgaden til mål. Han begik den fatale fejl at gå op ad bakken, jeg tog den i løb for nu var der for første gang på hele ruten lidt publikum (lidt, sagde hun) og vi var jo ved at være der. Derfor nåede jeg ham på toppen af bakken og satte så i sprint (det troede jeg ikke jeg havde i mig) så jeg kom i mål før ham. Totalt ligegyldigt for resultatet, men for mig var det en vigtig sejr. Noget med at kunne sprinte det sidste stykke og prøve at overhale nogen lige inden mål og den slags tosserier.

Lykkelig for at have gennemført igen, men lidt udmattet. Det gik nu hurtigt over og nu galdt det bare om at komme til hotellet for at bade og skifte tøj før præmieoverrækkelse. Den har jeg aldrig før overværet, jeg kommer jo altid i mål så sent at den er overstået fordi de første er så hurtige og de kan jo ikke stå og vente til store løb med tusinder af deltagere.
Her i Rovaniemi var programmet at løbet begyndte kl 18 og præmier kl 24:00 under midnatssolen. Den var så lige dækket under skyer, men helt lyst var det.
Det viste sig så at der var alle de her pokaler og jeg fik så oplevelsen at komme på et podie - selv om det i virkeligheden var en stenbænk omkring et monument. Men alligevel.

Kl. var så efterhånden 24:30 og med en pokal under armen vandrede vi ind på an af de meget muntre pubs - en irsk tror jeg nok - hvor vi fik nogen øller og peanuts til kl 03:15. Så det kan man godt kalde en lang dag på kontoret.

Lidt efter rationalisering:

Tiden - ikke vildt imponerende men realistisk i følge træning når det kommer til stykket. Jeg løb ret halvhjertet over vinteren, har ikke trænet intervaller og kun de naturlige bakker (dem er der tilgengæld også rigtig mange af). Ikke nok langture og ikke været sej nok på dem. Det er meget godt at jeg har ambitioner / tanker om at være hurtigere, men mængden og kvaliteten af træning har været præget af humør og af familieforpligtigelser. Det må jeg så acceptere og tænke over for at planlægge i fremtiden.

Ruten - Selv om der så flot på websitet står at de første km går nedad, opdager man så selv hvor meget det bagefter går op igen. Nu ved jeg helt præcist hvad "rolling hills" er for nogen. Små uskyldige stigninger (nogen lidt mere end andre), bare i store mængder. Mit ur siger 627 højdemeter, det er faktisk ganske meget. Feks. var Helsinki Marathon med alle broerne og bakkerne 352 m og Tallinn 145 m. Så jeg forstår godt hvorfor mine ben blev trætte. Derudover var det en typisk finsk marathon rute når man ikke løber inde i en større by. Lange utrøstelige strækninger der virker uden ende og som er mentalt udmattende. Hvor jeg har svært ved at bedømme tempo fordi det virker som om jeg ikke bevæger mig fremad - der er intet der forandrer sig på siderne af mig og intet der venter forude bortset fra en horisont. Jeg fungerer dårligere på den slags ruter. Jeg var godt klar over at jeg ville komme til at løbe meget alene, men havde nok foretillet mig lidt mere menneskeligt nærvær. Bortset fra de nævnte steder hvor jeg mødte og overhalede andre, løb jeg helt alene. Der var heller ikke nogen form for publikum andet end på de sidste par hundrede meter før mål da vi var kommet ind i byen. Og for en stor del var det fulde finner der ærlig talt var ret ligeglade med nogen tossede løbere kl midt om natten. Det var meget lærerigt og heldigvis havde jeg i det mindste Konsulen som selskab ind i mellem. Han kørte i forvejen og opmuntrede alle mulige af løberne til deres store fornøjelse.
Jeg mener ikke disse ting som en klage, men simpelthen som en oplevelse jeg skal lære af.

Energi - ak ja, ak ja, ak ja. Mon kroppen kan lære det? Mon jeg kan begynde at træne det smartere? Som basis kom solen i fuld styrke ½ time før start. Det var dejligt ikke at skulle løbe i regnvejr! Til gengæld var der langt mellem depoterne, specielt i begyndelsen. Senere blev det bedre, men jeg syntes stadig at der var færre og længere i mellem end jeg kunne ønske. På den anden side så bruger frivillige altså deres lørdag aften på at stå i myggesværmene og vente på en løber en gang i mellem - det er jeg alligevel taknemmelig for at de gad. Jeg følte mig udtørret og at jeg manglede væske efter 7 km. Konsulen var glad hjulet derudaf så jeg ikk kunne få fat i nødforsyninger. Det gav mig sidesting nogen km som heldigvis gik i sig selv igen. Men solen bankede i hovedet på de lange åbne strækninge uden skygge. Jeg prøvede at få spist i begyndelsen også, men i sidste ende er fakta at jeg indtog vand, et par stykker saltagurk og en bid nutella mad, et stykke appelsin og lidt banan før ca. 15 km og resten af løbet indtog kun vand. Det er for lidt og det er ikke første gang med lignende resultat - nær bonking. Da jeg løb i Tallinn havde jeg lagt energi i hvert depot: Ribena og frugtmos. Det tog jeg slavisk i hvert eneste depot indtil omkring 30 km og havde fin energi - blev dog så slået ud af maven. Om det var en reaktion på sukkeret eller en kombination af sukkeret og hurtigere tempo en jeg plejer ved jeg ikke, men jeg havde et meget større overskud og fik også en meget bedre sluttid. Da jeg i sin tid var rimelig ny inden for løb, spurgte jeg på et løbeforum om hvornår man skulle tage energi med på langture. Der kom flere (lidt hånlige) svar om at man absolut ikke skulle have noget med under 20 km eller mere - egentlig fik jeg indtrykket af at det var lidt forbryderisk, latterligt og slattent at tro man havde brug for noget som helst hvis man ikke var ultraløber. Det tog jeg desværre til mig og har derfor aldrig rigtig investeret i at lære hvad jeg personligt har brug for, hvornår og hvor meget. Samtidig føler jeg det også forkert at proppe sig mens man løber, specielt slik virker helt tosset. I stedet for at føle mig godt tilpas efter en løbetur, føler jeg mig fyldt og tung. Det er svært at finde noget konkret information, det er så individuelt at alle steder opfordres man til at prøve sig frem. Jeg ville helst holde en kort pause med noget ordentlig mad....

Mentalt - syntes ikke jeg begyndte med stort mentalt overskud, sådan som jeg gjorde i Tallinn. På en eller anden måde blev jeg i tvivl om fornuften i at deltage i et lille løb hvor jeg ikke kan gemme mig bag mange andre, blev nok lidt skræmt over at være én ud af ikke så mange kvindelige marathonløbere. En fornemmelse af at blive kigget på - på en positiv måde, men nysgerrigt og lidt benovet stirren. Det er jeg ikke vant til og har ikke så meget selvtillid som løber til bare at lade det gå hen over hovedet på mig. Ensomheden gik mig mere på end jeg havde regnet med, ensformigheden og de endeløse strækninger gav bagslag mentalt. Jeg havde absolut mange og lange øjeblikke med tanker om hvorfor i alverden jeg dog løber de løb, at jeg aldrig mere deltager i et marathon, hvorfor jeg overhovedet løber, hvorfor jeg ikke kan bare kan finde en anden hobby. Viljen til at kæmpe forvandt også og jeg var ret bedøvende ligeglad med in placeriing eller sluttid. Musik hjalp ikke ret meget, jeg træner aldrig med musik fordi jeg hellere vil nyde naturen og dens lyde - nu var musikken bare en måde at prøve at få tankerne i andre retninger. Igen vil jeg mene at manglende træning / forkert træning / for lidt selvpineri under træning er hovedårsagen til underskuddet, og det kan jo kun jeg selv lave om på. Jeg har ikke haft nok lyst og den rigtige indstilling til at slide og lide under træning og så må jeg også være klar over at jeg kommer til at betale prisen.

Konklusion?

Alligevel så glad for at jeg løb! Så tilfreds med at gennemføre! Så tilfreds med at have fået noget at arbejde med og udvikle!

Og jeg gøre det sgu igen!!!

Skal nok prøve at vriste billeder ud af Konsulen snarest.

fredag den 21. juni 2013

Og så ved man ikke om man overhovedet har fortjent den pokal....

Sidder her med lidt ømme ben, en million myggestik og en pokal for en anden plads i et marathon for min aldersgruppe.

Og nu er jeg så den slags person der ikke bare kan skrive en masse om hastigheder eller distancer jeg ikke har udført i det virkelige liv. Spark mig bare, men hvis man skriver om noget som andre måske tager til efterretning, så må man ikke snyde. Syntes jeg.

Men når nu det var et mindre løb med 127 løbere fordelt på marathon, halvmarathon og 12 km  nordisk walking inddelt i alle aldersgrupper som til store løb, og der var pokal præmier til de første tre i hver aldersgruppe - så kunne jeg jo næsten ikke undgå at få den pokal og en anden plads.

Alligevel sidder jeg med en underlig fornemmelse og er ikke sikker på at jeg har fortjent den. Og er også lidt stolt over den. Har jo aldrig fået sådan en fætter før i mit liv.
For at løbe et marathon på 4:45.

Er jeg tilfreds med den tid? Både og. Jeg er altid tilfreds med at have gennemført et marathon. Det syntes jeg egentlig at man skal være når man er en som mig. Man kan have ambitioner, men man skal også vide om man har en træning at have dem i. Det kommer vi tilbage til. Har samtidig et indre pres for at skulle gøre det bedre, for jeg kan jo godt se at der er andre på min alder der kan løbe meget hurtigere - og så "burde" jeg også kunne.

Tror alligevel at jeg til sidst beslutter at nyde pokalen og hele oplevelsen og bruge den som en motivations faktor. For der bliver sikkert langt mellem snapsene....

Og nu hvor vi har fået tiden på plads og publikum er færdig med at græmme sig over den, kan vi gå over til at snakke om løbsoplevelsen og løbet generelt.

Der kommer en mere detaljeret beskrivelse af løbet når jeg lige er blevet færdig med at fejre ægte Finsk Midsommer i gode venners sommerhus i aften og har sendt min søn til USA på Stanford University i morgen.....






fredag den 7. juni 2013

Julestemning ved Midsommertide

Jeg blev spurgt hvilket løbe jeg skal løbe i næste weekend.

Det er Santa Claus Marathon i Rovaniemi Lapland som har starttidspunkt i Julemandens Landsby kl. 18:00 med afluttende prisoverrækkelse kl 24:00 under midnatssolen. Et løbe jeg har drømt om at løbe fordi jeg syntes
det vil være helt specielt at løbe så højt mod nord.

Julemanden ringer løbet i gang og man løber over Polarcirklen ved start.

Så der er lagt op til en del gimmicks, feks. pasta-get together party kl 14 ved flodbredden.
Det skal nok blive underholdende.

Det er ikke et af de store løb, der plejer vel at være nogen hundrede løbere - der er både halv marathon kl 20 og Nordic Walking 12 km.

Jeg er jo heldigvis vant til at træne i ophøjet ensomhed, så det vil ikke genere mig at komme til at løbe alene en del af vejen.
Foreløbig er der ikke en startlist - og det tror jeg heller ikke at der plejer at være påderes site - så jeg aner ikke hvor mange eller hvem der deltager i år. Fra de andre års resultatlister kan jeg se at slut tiderne varierer meget.

Nu er det tiden for lidt nedtrapning og mental forberedelse.....

tirsdag den 4. juni 2013

Så for fremtiden holder jeg mit til salt-agurker

Det var hyggeligt at der stadig er læsere tilstede - tak for at I holdt ud!!
Det blev jeg meget glad for at se!

Jeg hører til de løbere der sveder ret meget salt. Vi udskiller vel alle sammen salt i visse grader når vi sveder, jeg føler bare at jeg gør det bare ret meget mere end de fleste.
På den måde at ikke alene svider mine øjne som tusind nåle når sveden render ned og jeg smager som en mundfuld af det Døde Hav - jeg har også store salt aflejringer i ansigtet, på kroppen og ligner en zebra med mit hvidstribede løbetøj.

Kunne nok godt minde nogen om en genopstanden Lots hustru.

Det er egentlig lidt vigtigt at få de mistede elektrolytter tilbage, indtil nu har jeg dog ikke gjort noget som helst ved sagen. Bare svedt salt. Og følt mig så underlig tørstig efter specielt de lange ture, men ikke kunnet få nok ved bare at drikke vand - har haft et behov for noget at drikke et eller andet "med noget i".

Der er grænser hvor fikst det er at slukke den anderledes tørst i øller - selv om jeg har prøvet. Det var super dejligt og gav lige hvad jeg havde brug for. Oven i købet blev jeg også i vældig godt humør.

Sportsdrikke af forskellige slags er jeg ikke vild med. Jeg har et problem med søde sager i det hele taget og specielt når jeg løber (kvalme i fjerde grad lige med det samme) og så er der det med maven. Katastrofe, siger jeg bare. Tør slet ikke bevæge mig derud igen. Så jeg plejer at holde mig til vand. Og lidt banan. Alt for lidt af det der energi i det hele taget. Der er lidt at arbejde med, er begyndt at blive så forbandet sulten når jeg løber langt - som vel er et fremskridt i stedet for at få kvalme. Pizza er bare lidt besværlige at have i lommen.

Nå, jeg skulle ude på ugens anden langtur i søndags. 3 x en runde hvor jeg kunne komme forbi hjemmet og lige bruge toilet, drikke og spise, så slap jeg for at sløbe rundt på noget. Derudover giver det mig en mental booster ikke at være langt væk, så føles 30 km ikke helt så hårdt. På den anden side er det hårdt at løbe den samme rute igen og igen.Da jeg 6. gang kom forbi en gruppe pic-nic'ere gloede de ærlig talt lidt underligt på mig. Jeg træner i øjeblikket om aftenen fra ved 18-tiden for det er start tidspunktet for næste marathon, og det kan faktisk godt være lidt sejt at skulle ud i flere timer når de andre skal til at holde hyggeaften i 25 graders aftenvarme.....

Efter at have læst lidt forskellige steder (som jeg plejer) og rådført mig lidt (som jeg også plejer) drak jeg 1/3 appelsin juice + 3/4 danskvand hver ca. 3,5 km, spiste 1/2 banan i alt (ja ja ja, det er alt alt for lidt!) og så det kloge: Salt agurker. De to ting gav faktisk en anden følelse, og jeg følte mig bedre tilpas (at jeg så løb småbøvsende rundt på skovstierne er en anden ting). Det ville nok have været endnu bedre hvis jeg havde fået lidt flere kalorier indenbords, men det er anden sag. Jeg følte heller ikke den hysteriske tørst bagefter. Der er også altid salt-agurker i depoterne her i Finland under løb.
Så langt så godt.

For nu fik jeg årets mest geniale idé igår, mandag.
Lakrids. Masser af lakrids.
Det må jo været svaret på hvordan jeg bør sørge for et vist saltinhold i min mad som anbefales i forskellige artikler.
Min antipati for søde sager gælder nemlig ikke lakrids og Matadormix. Det kan jeg inhalere store mængder af på en gang. Det er adgangskort for besøg hos mig i udlandet - borset fra heroppe hvor det kan købes i lige så store mængder jeg måtte ønske. Et mægtig venligsindet land.

Er der noget Finnerne kan, så er det noget med lakrids. Alle vegne. Over det hele.
Så det var jo bare at investere i en ordentlig stang salmiak lakrids og gå i gang. Mums.
XXL størrelse. Intet mindre! Grundighed er en god ting...

I løbet af eftermiddagen følte jeg mig lidt oppustet. Bukselinnningen strammede mere og mere, syntes da ellers ikke at jeg burde have lagt mig ud på så kort tid. En sagte rumlen hørtes i det fjerne.

Hen under aften brød uvejret løs.

Uden alt for mange das-detaljer kan jeg bare sige at et større lakrids indtag har fatale følger. For de mennesker i ens omgangskreds der har brug for at trække vejret en gang i mellem. For tro mig, mere end en gang i mellem har de overhovedet ikke lyst til at prøve på det - og så er det kun fordi de efterhåndnen er cyanidblå i ansigtet efter forgæves at prøve at holde mund og næse lukkede så længe som muligt.

Må have efterladt et CO2 fodspor på niveau med en hel flottille Boing jets.
Bliver nok nødt til at gå hele vejen til Lapland om fjorten dage for at betale tilbage til naturen.

Så for mine medmenneskers skyld tror jeg hellere at jeg må holde mig til salt-agurker i fremtiden.

Selv om det kunne være fristende at bruge lakridsen som et hemmeligt våben der ville efterlade besvimede løbere i mit kølvand, er det nok ikke en acceptabel måde at vinde på......





mandag den 3. juni 2013

Pip pip.....

Det var svært at komme herind.

Alle de spindelsvæv der skulle tørres væk.

Rejse et par borde og stole op der var væltede.

Lukke et vindue der stod og smækkede i vinden.

Låsen var jo nærmest rustet til.

Var nødt til at tænde lyset for at kunne se noget.

Men bloggen stod der såmænd trofast og ventede på at nogen skulle beskæftige sig lidt med den.

Nu tror jeg at jeg er ved at være parat til være den person igen.

Langsomt vil jeg begynde igen opdatere lidt om livet og løbet.

Begge dele fungerer faktisk. På hver sin måde.
Det ene med vindstyrke orkan, det andet roligt og stabilt med fremgang uge for uge.

Og der løbes marathon om to uger i Lapland.
Først skal der lige trappes ned efter en rekord træningsuge med 77,5 km.
Det er jeg ret stolt af - så mange km har jeg aldrig før proppet ind på en uge.
Vidste ikke at jeg kunne.

Sådan er der så mange små overraskelser. Hvis man husker at holde øje med dem.

Så nu tror jeg godt at jeg tør sige at vi ses igen lige straks.

onsdag den 20. marts 2013

Undskyld!

Jeg bliver nok lige nødt til at holde en pause her på bloggen.

Der vil være de kloge der spørger om det egentlig ikke er det jeg allerede gør? Og de ville få det kloge svar at jo, det kan vist ikke kaldes andet.

I virkeligheden ville det sikkert være super teraputisk at skrive herinde - men jeg kan simpelthen ikke få orden i hovedet og ro i kroppen til at gøre det. Tænker tit og ofte på emner til indlæg, tænker på hvor sundt at få gennemarbejdet tanker og hændelser.

Desværre føles det som om Fanden er løs i Laksegade de sidste måneder. Og jeg kan ikke få det stoppet. Hver gang en ting kommer i orden, kommer der nye ting der genskaber forvirringen. Og jeg kan ikke få sat fingeren på lige præcis hvad det er der sker.

Men det er ubehageligt.

Livet fortsætter sin vante gænge, vi er raske (bortset fra de almindelige vintersnotterier), vi har tonsvis af sne men også meget sol, vi skal nok få styr på det hele. Til sidst.

Og jeg løber.
Meget - når man tænker på at jeg træner på hamsterhjulet det meste af tiden. Langturene på 20 km udenfor. De bliver længere og længere hver gang. Så det er også godt nok - selv om jeg ærlig talt gerne ville have noget mere udendørstræning. Hvis det lige kunne holde op med at være minus 12-14 grader hele tiden.

Nu er jeg heldig at jeg har en del fri i den kommende uge - den jødiske påske falder sammen med den kristne og med en enkelt fridag på egen regning bliver der 8 dage uden arbejde. Det skal nok gøre godt i sjælen. Måske er det lige det jeg har brug for?

Sammen med en lille pause også fra følelsen af dårlig samvittighed over en tavs blog.
Selv om det er mig selv der skaber den fornemmelse - det ved jeg godt.....